lørdag den 15. august 2015

Derfor ser vi timevis af (sekunda)fodbold


Omsider ruller bolden igen, og i den forgangne uge gik den danske målmand Martin Hansens fortryllende scoring verden rundt - og med rette. Det var samtidig det udlignende mål for ADO Den Haag mod PSV i overtidens døende sekunder.


I torsdags udlignede Carsten Kammlott for Rot-Weiß Erfurt på ligeledes blændende vis i udekampen mod Dynamo Dresden i den tyske 3. Bundesliga, som jeg flittigt følger. Hjemmeholdet hev dog sejren i land og vandt 3-1, men kampen mindes primært for den lækre scoring. Det er sådanne øjeblikke, der kan lokke til et uhørt tidsforbrug på stadioner og foran skærmen.