Årets album 2017: 16-20

Så nåede vi et skridt videre på listen, hvor der er blevet plads til et par danske navne, der har udmærket sig.

20. Uffe Lorenzen: Galmandsværk

Guf og Lorenzo er lagt på hylden på soloudgivelsen i eget borgerlige navn fra frontfiguren i blandt andet Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. Coveret er et af årets smukkeste, og musikken blev på udgivelsesdagen præsenteret på en eftermiddag i tre forskellige københavnske pladebutikker. Vinylen måtte naturligvis hjembringes i signeret udgave, og det er synd at sige, at pladen indeholder mange egentlige overraskelser, men det kan jo komme på efterfølgeren. Det samlede resultat er bestemt godkendt. 

19. Love Shop: Risiko

Jens Unmack har gang på gang vist, at han og de øvrige kumpaner i bandets nuværende konstellation er rigets fornemste popsmede udi langtidsholdbare sange. På Risiko er der endnu engang melodier, som øret ikke kan forstå, at andre tidligere ikke har skrevet. Teksterne har som vanligt mere at byde på end det meste, og skulle man forvilde sig forbi en af deres mange koncerter, beviser de, at de er langt mere end blot storhedstiden i halvfemserne. 

18. Moon Duo: Occult Architecture Vol. 1

Opus 1 i år fra Ripley Johnson og Sanae Yanada bed sig ikke fast med det samme, men den velkendte formel med repetitiv krautinspiration og døsigt vokalspor rammer alligevel efter tid, hvor "The Death Set" og "White Rose" begynder og fuldender pladen. Begge numre er blandt de fire, de præsenterer i videoen herunder. 

17. Slægt: Domus Mysterium

Med en fornemmelse for det catchy som ind i helvede har Slægt med Domus Mysterium begået en blændende blanding af klassisk heavy metal med iørefaldende riffs og rå black metal i en fin forening. "I Smell Blood" og "The Tower" er blandt albummets ypperlige repræsentanter. 

16. Paradise Lost: Medusa

Femtende album i karrieren er tungt og dystert, men i begyndelsen var jeg ikke synderligt imponeret. Først da jeg alligevel investerede i pladen - tålmodighed lønner sig heldigvis ofte - begyndte kvaliteterne at vise sig som fx i "Blood & Chaos", "The Longest Winter" og "Fearless Sky".

Årets album 2017: 21-25

2017 går på hæld, og det er atter blevet tid til at gøre status over årets bedste albumudgivelser. Samlet set er der udkommet mange fine ting i løbet af de seneste tolv måneder, men de store mesterværker har vi måttet skue langt efter.

Det siges, at ens musiksmag stagnerer, når man er midt i tyverne. Min nysgerrighed er heldigvis stadig nogenlunde intakt, så jeg har også i år opsøgt musikblogs inden for forskellige genrer for at lytte til nye kunstnere, der hypes og hyldes. 

Imidlertid bærer årets liste også præg af, at majoriteten er kunstnere, der i forvejen har plads i pladesamlingen herhjemme. Om det så er tegn på, at de nye bekendtskaber ikke har højt nok niveau, eller om det nu er endegyldigt, at min musiksmag er udviklingsresistent, forbliver indtil videre usagt.

Omtrent 130 albums fra i år har jeg lyttet til, og indtil videre har 14 af dem fået en plads i reolen. Som altid udelader jeg liveplader og opsamlinger på listen, mens ep'er er med i det fine selskab. 

Vi tager fem ad gangen og begynder nedtællingen her:

25. Body Count: Bloodlust

Efter det overraskende vellykkede comebackalbum i 2014, Manslaughter, er Ice-T og drengene tilbage med en habil efterfølger. Denne gang medvirker prominente gæster som Max Cavalera, Randy Blythe og Dave Mustaine, og Bloodlust køres sikkert hjem blandt andet på grund af "This is Why We Ride" og "No Lives Matter" - knap så meget på grund af coverudgaven af Slayers "Raining Blood".

24. Slowdive: Slowdive

På årets Roskilde Festival fik jeg ikke den fulde oplevelse af Slowdive, og skal man tro anmelderne, burde jeg have taget revanche, da bandet gæstede Koncerthuset med topkarakterer til følge. Albumpausen siden 1995 har ikke skadet noget som helst, så tankerne flyver endnu frit i Slowdives drømmeunivers. 

23. Moon Duo: Occult Architecture Vol. 2

Også måneduoen spillede på årets Roskilde Festival - dog som trio. I år har de udsendt to plader i samme serie, hvor "Vol. 2" er lysere og knap så syret som den første.

22. Marilyn Manson: Heaven Upside Down

Marilyn Manson er kendt for at chokere. I 2015 chokerede han ved at lave en overraskende storslået plade, der nærmest lød voksen og moden. Forandringen klædte Manson ualmindelig godt. Dette års Heaven Upside Down trækker tråde tilbage til 1998-klassikeren Mechanical Animals, men tempoet er også overkommeligt som fx i singlen "KILL4ME". 

21. WPC: Ogilala

Bag initialerne WPC gemmer sig The Smashing Pumpkins-frontmanden William Patrick Corgan, og selv om det er hans anden soloplade, er det første udgivelse under dette navn. Som det er tilfældet på hovedbandets senere plader, fejler Corgans sans for melodiøsitet ikke det mindste. På Ogilala er den karakteristiske stemme ledsaget af akustisk guitar, klaver og strygere, mens der på "Processional" er et gensyn med James Iha fra de gamle Pumpkins-dage.

Formøblet

I begyndelsen af 2016 blev jeg opmærksom på norske Nano, der følte sig som en kat.

Nu er der atter en pige, der ikke har en helt almindelig opfattelse af sig selv. Olympia er 17 år og er afhængig af at agere forskellige slags møbler.

Afsenderen er partneren Nova og Olympias egen side, så det lader (heldigvis) bare til at være en langt ude ide, som fortjent har kastet mere end seks millioner visninger af sig.

Måske er de to inspireret af James Hetfield, der insisterende sang "I am the table" i "The View" på Lou Reed og Metallicas samarbejdsplade Lulu fra 2011.