2017 går på hæld, og det er atter blevet tid til at gøre status over årets bedste albumudgivelser. Samlet set er der udkommet mange fine ting i løbet af de seneste tolv måneder, men de store mesterværker har vi måttet skue langt efter.
Det siges, at ens musiksmag stagnerer, når man er midt i tyverne. Min nysgerrighed er heldigvis stadig nogenlunde intakt, så jeg har også i år opsøgt musikblogs inden for forskellige genrer for at lytte til nye kunstnere, der hypes og hyldes.
Imidlertid bærer årets liste også præg af, at majoriteten er kunstnere, der i forvejen har plads i pladesamlingen herhjemme. Om det så er tegn på, at de nye bekendtskaber ikke har højt nok niveau, eller om det nu er endegyldigt, at min musiksmag er udviklingsresistent, forbliver indtil videre usagt.
Omtrent 130 albums fra i år har jeg lyttet til, og indtil videre har 14 af dem fået en plads i reolen. Som altid udelader jeg liveplader og opsamlinger på listen, mens ep'er er med i det fine selskab.
Vi tager fem ad gangen og begynder nedtællingen her:
25. Body Count: Bloodlust
Efter det overraskende vellykkede comebackalbum i 2014, Manslaughter, er Ice-T og drengene tilbage med en habil efterfølger. Denne gang medvirker prominente gæster som Max Cavalera, Randy Blythe og Dave Mustaine, og Bloodlust køres sikkert hjem blandt andet på grund af "This is Why We Ride" og "No Lives Matter" - knap så meget på grund af coverudgaven af Slayers "Raining Blood".
24. Slowdive: Slowdive
På årets Roskilde Festival fik jeg ikke den fulde oplevelse af Slowdive, og skal man tro anmelderne, burde jeg have taget revanche, da bandet gæstede Koncerthuset med topkarakterer til følge. Albumpausen siden 1995 har ikke skadet noget som helst, så tankerne flyver endnu frit i Slowdives drømmeunivers.
23. Moon Duo: Occult Architecture Vol. 2
Også måneduoen spillede på årets Roskilde Festival - dog som trio. I år har de udsendt to plader i samme serie, hvor "Vol. 2" er lysere og knap så syret som den første.
22. Marilyn Manson: Heaven Upside Down
Marilyn Manson er kendt for at chokere. I 2015 chokerede han ved at lave en overraskende storslået plade, der nærmest lød voksen og moden. Forandringen klædte Manson ualmindelig godt. Dette års Heaven Upside Down trækker tråde tilbage til 1998-klassikeren Mechanical Animals, men tempoet er også overkommeligt som fx i singlen "KILL4ME".
21. WPC: Ogilala
Bag initialerne WPC gemmer sig The Smashing Pumpkins-frontmanden William Patrick Corgan, og selv om det er hans anden soloplade, er det første udgivelse under dette navn. Som det er tilfældet på hovedbandets senere plader, fejler Corgans sans for melodiøsitet ikke det mindste. På Ogilala er den karakteristiske stemme ledsaget af akustisk guitar, klaver og strygere, mens der på "Processional" er et gensyn med James Iha fra de gamle Pumpkins-dage.
