De første dage har man rigeligt med tid til at nærstudere programmet og få lavet en plan, men mange oplevelser og koncerter beror på kumpanernes anbefalinger. Og hermed endnu en af slagsen.
Amerikanske Swans gæster Roskilde i år, og inden tilføjelsen til musikprogrammet var mit kendskab sparsomt, idet jeg kun kendte et enkelt af deres numre, som My Dying Bride har lavet en coverversion af. Originalen kan høres her:
Swans gæstede for en måneds tid siden Lille Vega til en udsolgt koncert, som Gaffa honorerede pænt. Det samme blev sidste års album My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, som jeg dog selv ikke er kommet ind på livet af endnu. Måske det kræver mere tid.
Vi befinder os som oftest et sted i et støjende, tungt og dystert postrock/industrial-landskab, som det kan høres i førnævnte albums første nummer, No Words/No Thoughts.
Denne form for musik kræver naturligvis, at lydkulisserne er i orden, og såfremt lydbilledet fremstår knivskarpt, kan Swans sagtens blive en af årets yderst interessante bekendtskaber!