mandag den 20. juni 2011

Stadionrock skal høres på stadion

Anmeldelse af Bon Jovi, Horsens d. 19/6-2011

Indledningsvis skal jeg nævne, at jeg hører til typen, der evig og altid råber "spil noget fra demoen", og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at mit favoritnummer er Runaway - første nummer fra bandets første album.

Før koncerten har arrangøren i dagevis delt flittigt ud af informationer, og for pøbelvældet med offentlig transport var der ingen tvivl om, hvordan nattens efterfølgende hjemtransport skulle foregå. Horsens var afgjort i stemning, og det sås lige fra ankomsten til banegården, at byen var gået i Bon Jovi-mode.

Rammerne lod ganske enkelt til at være i orden, hvilket som oftest er af stor betydning for stadionrocksegmentet af lidt ældre dato.

Hvide tænder og vind i håret. Jon Bon Jovi er vel en af de få læderklædte hardrockgutter, som smelter selv svigermors hjerte. Og ganske forståeligt. Der kan næppe herske tvivl om, at han charmerer, og tandpastasmilet blev flashet repetitivt, og han udstrålede - som resten af aktørerne - ægte spilleglæde.


Jeg sætter meget pris på, at kunstnere varierer deres sæt fra koncert til koncert, og det er også tilfældet med Bon Jovi. Det giver følelsen af en unik optræden og ikke blot endnu en dag på kontoret. Kun seks sange har været repræsenteret ved hver eneste koncert på 2011-touren.

Sætlisten vil altid kunne diskuteres, og jeg må indrømme, at den efterhånden 11 år gamle fællessang It's My Life stadig er at betragte som ny i min bog, selv om der tilsyneladende er udsendt fire fuldlængder siden.

Når bandet leverede hits som ovennævnte, Bad Medicine i et fornemt medley med Bob Seger- og Roy Orbison-numre, Keep the Faith, balladen Bed of RosesRunaway, You Give Love a Bad Name og den obligatoriske afrunder Livin' on a Prayer, var det virkelig en fest for de 30.000 tilhørere. Bandet spillede både imponerende og medlevende, og Jon sang intet mindre end prægtigt.

Desværre var ikke alt af det luftede materiale af lige høj klasse, og derfor kørte det i perioder i dødvande. De sang og spillede stadig godt, men flere af de udvalgte numre var simpelthen for kedelige til at holde stemningen kørende.


Blaze of Glory og tøsernes yndling Always har på touren kun sjældent været spillet, og selv om jeg ikke mener, man kan forvente samtlige af et orkesters hits, havde eksempelvis disse bidraget til en fortsat fest.

Lyden har efterfølgende fået kritik, men hvorfra vi stod, var lydbilledet klart og veltilpasset, men dog især i starten for lavt. Senere kom lydstyrken heldigvis op på behørigt niveau for en stadionrockkoncert, for det var netop i sådanne omgivelser, koncerten hørte hjemme.

At Jon få dage forinden var kommet til skade under Helsinki-koncerten, betød, at han spillede med en skinne på benet og ikke kunne bevæge sig synderligt meget rundt, skønt han forsøgte. Angiveligt derfor var koncertens varighed af to timer og et kvarter noget af det korteste, de hidtil har spillet på touren.  

Ekstranumrene indledtes med en fornem hyldest til den netop afdøde saxofonist i E Street Band, Clarence Clemons, og Springsteen-nummeret Tenth Avenue Freeze-Out leveredes, mens billeder af hovedpersonen kørte på skærmen bagved. En smuk anerkendelse og endnu et tydeligt bevis på, at der er afveksling i koncerterne.


Anmeldelser ledsages som oftest af en karakter, og for lige at fastslå, at jeg ikke er typen, der på Gaffa/Nationen etc. skriver og mener, at fordi det var en stor oplevelse, at det var rigtig godt, at der ikke var noget katastrofalt, eller at de ikke aflyste på grund af benskaden, giver de 6 stjerner. Disse mennesker har aldrig oplevet magi (som fx Roger Waters i '06 eller Neil Young i '08, begge på Roskilde)!

Jeg havner på tre stensikre og en lille fjerde stjerne for en trods alt god stadionrockkoncert, der antydede en enorm fest, men fyrværkeriet udeblev.