Sjældent har en sæsonafslutning været så spændende. De to Manchesterklubber kunne tage mesterskabstrofæet, og City lagde ud med at have fedtede fingre plantet på pokalen, da dagens opgør gik i gang.
Efter Rooneys scoring til United mod Sunderland skiftede den fluks hænder, men små tyve minutter efter var den igen Citys, da de bragte sig foran. Så blev der udlignet mod City, og den røg tilbage til United, hvorefter City kom bagefter, og de nærmest kunne hæve trofæet. Men to scoringer i tillægstiden og det afgørende i kampens absolut sidste sekunder bragte mesterskabet til Manchester City.
Det var ganske enkelt en sindsoprivende eftermiddag, og tilhængere og modstandere af de to klubber har på skift haft håneret, men fælles for alle har nerverne siddet uden på søndagstøjet.
Som City i sæsonen har nærmet sig toppen, er det fra flere sider - især fra United-fans - blevet understreget, at City er en købeklub uden sjæl og mere i den dur. Lidt a la Barcelona og Real Madrid. Hvis ikke man kan vinde (hver gang) over rivalerne, kan man altid latterliggøre dem med, at de har købt sig til succes.
Bevares. Nogle køber mere end andre - også meget mere - men i al topfodbold i dag er penge afgørende, om man kan lide det eller ej. Men man kan naturligvis altid hævde, at ens egen klub er antikommerciel, og at ingen af spillerne på noget tidspunkt i deres karriere har spekuleret i penge.
Men Manchester City er bare en købeklub med dyre udenlandske profiler, som en sheik har punget ud for. Længere er den ikke. Der er dog ikke råd til næseplaster til dem alle. Georgi Kinkladze må undvære og kende sin plads i hierarkiet under Uwe Rösler.