torsdag den 8. november 2012

Sidste chance for at få gonoré

I morgen hedder det nemlig kun gonorré.

Samtidig er det snart slut med at være bagstræverisk. En bagstræver forsøger vedholdende at undgå forandring og udvikling og ønsker at bevare nuværende eller tidligere forhold.

Fra i morgen er det slut.

Dansk Sprognævn udsender nemlig den nye udgave af Retskrivningsordbogen, og så er det slut med at være bagstræverisk, for fra i morgen er den eneste korrekte stavemåde bagstræberisk.

Med æggene fra ægbakken - fra i morgen kun æggebakken - kan du lave dig en æggemad med majonæse for sidste gang, men livsnyderne (liv-snyderne) kan ånde lettet op, for morgendagen giver heldigvis rig lejlighed til at benytte mayonnaise, når majonæsen afgår ved døden.


I dag er sidste chance for at feriere i Elsass og Svejts, men i morgen kan du hente vin i Alsace og ost i Schweiz - og på vejen bør man aflægge Baskien et sidste besøg.

Er sulten til stede, kan aftenen måske byde på et stykke med rostbøf eller sågar en snitsel, inden menuen i nærmeste fremtid består af roastbeef eller schnitzel. Passer spagetti til det? For så er der sikkert spaghetti-rester i morgen. 

De kreative kan i dag gå til kroki, men fremover tager de til croquis, og de kan akkurat nå at tegne i et hefte. De musikglade kan lytte til psykodelisk rock og sågar tekno, og skulle man være kørt fast i den daglige tummerum, er der forandring forude, når morgendagens trummerum er i vente.

Nu vil jeg sætte stortåen i mine sko af kannevas og hente mig en sidste jogurt og noget bayrisk pølse. Og kan jeg huske bare en milliondel af ændringerne i dag, kan jeg forhåbentligt huske en milliontedel i morgen.

Måske skulle jeg bare have brugt computerens slettetaste en sidste gang, inden jeg overhovedet nåede så vidt.