Pearl Jam er tilbage med deres tiende studieplade, og jubilæet er helt hæderligt. Titelnummeret lyder umiskendeligt som Pearl Jam, og åbningsnummmeret
Getaway samt
Mind Your Manners er begge skarptskårne, og Eddie Vedder har skrevet en fin ballade,
Future Days, som runder albummet af.
Suede har ikke sagt mig det store siden den selvtitulerede debut fra 1993, og det billede rokker
Bloodsports ikke ved. Skiven har fået megen positiv kritik, og jeg synes bestemt heller ikke, den er dårlig. Et nummer som
Sometimes I Fell I'll Float Away indfanger en særlig stemning, og det fungerer, men det er ikke nok til, at der er investeringspligt.
Stemningerne er i fokus på Intronauts fjerde album, og selv om det udkom i foråret, har jeg først fået hørt det nær årets udløb, så en decideret dom vil ikke være retfærdig at fælde på nuværende tidspunkt. På trods af den lidt aparte outro er
The Way Down medvirkende til, at
Habitual Levitations (Instilling Words With Tones) får en rimelig bedømmelse i den kommende tid, når der atter skal post metal på programmet.
Nogle bands hader man at elske, og på trods af at jeg ikke ligefrem elsker finske Stratovarius, har jeg altid haft et godt øje til deres ofte rigeligt catchy power metal. Det er uundgåeligt at nynne med på
Unbreakable og
Abandon. Samme hitniveau holdes ikke pladen ud, men med sådanne sange, bliver jeg aldrig helt færdig med Stratovarius - heldigvis!
Fra Münster, min tyske hjemby, kommer det melodiske dødsmetalband Neaera, som jeg blev bekendt med i forbindelse med
Omnicide - Creation Unleashed i 2009, og selv om der har været en skive i mellemtiden, er jeg først kommet med på vognen igen med
Ours is the Storm, der har enkelte lyspunkter som
My Night is Starless og
Slaying the Wolf Within, der overrasker med vokalen.
Sydafrikanske The Future Primitives blander garagerock med rockabilly og surf.
I Been Searching og
Try on Something That's Really You er gode eksempler på, at selv om formlen er simpel, fungerer den faktisk og giver en stribe iørefaldende sange.
Iggy and the Stooges er tilbage efter 6 års pause siden den ligegyldige genkomst
The Weirdness, og der er kun en anelse mere at komme efter på
Ready to Die, som også forbliver betydningsløs. The Stooges kunne snildt have lukket for nyindspilninger med
Raw Power i 1973, men jeg havde alligevel gerne taget en håndfuld nye sange med, hvis de - som jeg længe håbede - blev offentliggjort øverst på Roskildeplakaten i sommer.
Kåringen af årets albumcover går næppe til Yeah Yeah Yeahs, og årets album falder heller ikke ud i deres favør. Hvor jeg indledningsvist havde et distanceret forhold til stilen, kunne jeg senere se kvaliteter i
Fever to Tell,
Show Your Bones og
It's Blitz, men trods en fin
Wedding Song når
Mosquito ikke de foregåendes plan.
I 2011 hørte jeg Altar of Plagues'
Mammal, som var en fed kombination af post metal og black metal. I år kom opfølgeren
Teethed Glory & Injury, og allerede i sommer annoncerede bandet, at de ville gå i opløsning efter efterårstouren, idet James Kelly vil fokusere på sit nye elektroniske projekt
WIFE Det er naturligvis en skam, men hellere det end fem fantasiforladte fremstillinger til frustration for fans.
Teethed Glory & Injury mangler noget i forhold til
Mammal, og den bider sig ikke rigtigt fast på samme måde.
Hvor Altar of Plagues lukker butikken, har Deafheaven fået vind i de kommercielle sejl med
Sunbather. Også de kombinerer black og post metal som fx i den glimrende
titelsang, og på nærværende album er der optakt til noget godt i flere af de lange, lovende passager, der veksler mellem tons og melodi. Jeg kan dog ikke udelukke, at de får problemer med true metalfans for ikke at være rigtigt sorte, for det er de ikke.
Man er ved at fornemme en tendens. Polske Entropia blander - korrekt gættet - post metal med black metal. Der varieres mellem de hurtige, brutale sekvenser og melodiøse ditto.
Vesper nøjes med at bygge en langsom stemning op, mens gryderne får væsentligt flere tæv i
Tesla, som er pladens bedste skæring.
