torsdag den 26. december 2013

Ikke årets album #2


På californiske Bad Religions sekstende album rives vi igennem seksten lynhurtige numre, og de aldrende punkrockere slipper mestendels hæderligt fra det. Hello Cruel World lyder som en reference til Pink Floyds Goodbye Cruel World, og Brett Gurewitz sørger for vokalen i den i sit udtryk mørkere Dharma and the Bomb, mens repetitive omkvæd lires af sted i In Their Hearts is Right og Nothing to Dismay - sidstnævnte med en solo til at krydre punkens til tider ensformige struktur, hvilket Bad Religion mestrer, når de er bedst.






I kølvandet på sidste års vellykkede A Map of All Our Failures har ep'en The Manuscript af de britiske doompionerer My Dying Bride set dagens lys. De fire numre er en udmærket forlængelse af førnævnte fuldlængde, og man bør hverken snyde sig selv for A Pale Shroud of Longing eller Var Gud Over Er.









Parken lagde rammerne for Depeche Modes promovering af Delta Machine i juni. Det gjorde de såmænd helt hæderligt, og Welcome to My World, Heaven og Angel tog sig (så vidt det erindres) også fornuftigt ud i liveudgave. My Little Universe lyder som noget, Thom Yorke har lavet i et af sine sideprojekter, men som helhed er Delta Machine dog noget svingende.








Iceage har haft masser af medvind i år. Best new music-stemplet fik de i februar af Pitchfork, og æren af at udfylde Arena på sommerens Roskilde Festival fik de også. At de måske er det ringeste, jeg nogensinde har set på den scene, er så en anden sag. Albummet har fået flere chancer, men selv om det lyder knap så talentløst i studieversion, keder det mig mere end rigeligt.








En tung omgang sludge/doom leverer Primitive Man fra Denver, og den selvudgivne debutplade kan de såmænd godt være tilfredse med. Titelnummeret Scorn kickstarter albummet og står alene for mere end en fjerdedel af den samlede varighed. Der mangler dog noget genkendelighed, så trods velspillethed sætter numrene sig ikke fast, men det kunne være interessant at høre dem i livesammenhæng.








Produktive Mark Lanegan skulle have spillet i Koncerthuset sammen med Duke Garwood, men det fik en præ-Bodil (uofficielt kaldet Allan) sat en stopper for. Denne kollaboration udsendte i år Black Pudding, hvorfra det havde været interessant at høre blandt andre Cold Molly og Thank You. Lanegans fantastiske stemme er som altid en fornøjelse at lytte til, men materialet hæver sig kun momentvist over hyggeligt.



Hvis Black Pudding var hyggelig, så er Imitations invitationen til det helt store kaffeslabberas. Tanken bag coverpladen er, at Lanegan har udvalgt sange, der minder ham om den musik, hans forældre lyttede til, da han var barn. Den mørke røst fortolker altså kunstnere som Nancy Sinatra med You Only Live Twice, John Cale og Andy Williams, men også Chelsea Wolfe og Nick Cave-nummeret Brompton Oratory leder Lanegans tanker i retning af barndommen.







Det amerikanske pladeselskab Jagjaguwar, hvorpå Dinosaur Jr., Bon Iver, The Besnard Lakes, Black Mountain og de adskillige relaterede projekter holder til, rammer ofte min smag i de mere  indierockede genrer, så derfor fortjente andet album fra roste Unknown Mortal Orchestra, der også spillede på Roskilde Festival, et par lyt. Et anstrøg af psykedeliske toner lægger bunden på flere numre, men selv om Swim and Sleep (Like a Shark) og So Good at Being in Trouble er ganske fornuftige, formår det amerikansk-newzealandske orkester ikke helt at overbevise.





En overgang var Kings of Leon egentligt et udmærket kommercielt rockband, men hitpladerne Because of the Times og Only by the Night blev spillet mere end frekvent nok, og derfor blev de hurtigt lagt på hylden, når jeg selv bestemte. Efterfølgeren Come Around Sundown var en ligegyldighed af rang, og dette års opus med titlen Mechanical Bull har ikke meget mere at byde ind med, og hvis singlerne Supersoaker og Wait For Me er det bedste materiale, er vores tid sammen vist udrundet.






Med et miks af atmosfærisk black metal og postrock leverer Fen fra London et album, som stilmæssigt ofte læner sig op ad Agalloch. Numrene er lange, og derfor bygges stemningen op med lange og dystre passager som fx i Hands of Dust. Bandets største ulempe er for mig at se, at de minder for meget om amerikanerne, og at de ikke helt har bevist samme kvalitative højder, men The Black Sound er på rette vej. Og med langstrakte sange tager det ofte tid, førend de viser deres sande niveau, så Dustwalker får mulighed for at overbevise mig i det nye år.





Volcano Choir er endnu et band tilknyttet pladeselskabet Jagjaguwar. Til min smag er der for lidt Black Mountain og for meget Bon Iver - og netop sidstnævnte er repræsenteret i nærværende orkester af vokalist Justin Vernon. Er man til Bon Iver, kan man roligt give sig i kast med Volcano Choir, der nåede at spille på Amager Bio i år - hør fx Comrade - og hvis deres indiefolk med den anoreksispinkle vokal synes enerverende, så gør som mig og brug tiden på noget bedre.






Anathemas Daniel Cavanagh styrer pianoet, mens der er spoken Words fra Joseph Geraci (der taler i Anathemas Internal Landscapes fra sidste år) og også Heather Leah Huddleston i den 17 numre lange suite med stemningsfyldte passager med eksistentialistiske tekster som i The Orbit. Når Cavanaghs storladne vokal får lov at udfolde sig, bliver det noget mere interessant, og derfor er højdepunkter Within, part 2 og Brief. På trods af den tematiske sammenhæng føles værket lidt rodet og ensformigt og samtidig en anelse for emotionelt og højtideligt.






Otte års ventetid har der været på en opfølger til WW fra norske Gehenna. Desværre mærkes den bidende frost ikke helt fra de monotone guitarriffs, som er altafgørende i deres dødstunge black metal. Det lugter derhenad i Unravel, men albummet lider under for kedelige riffs, så hvis der fremover skal gå lige så længe mellem udgivelserne, skal Sanrabb og co. være mere inspirerede end tilfældet har været her.