Madrugada-forsangeren Sivert Høyem har de senere år været en hyppig gæst i Danmark, og live bliver han sammen med sit orkester kun bedre og bedre. Siden Madrugada, et af norsk rockhistories vigtigste navne, er indtil videre udgivet 5 skæppeskønne skiver i Siverts eget navn, hvor Endless Love er den seneste i rækken. "Görlitzer Park", "Endless Love", "Enigma Machine" og "Wat Tyler" er blandt de rockede indslag, mens dybfølte "Handsome Savior", "Inner Vision" og "Ride on Sisters" har klangen af den mørke vokal i centrum på pladen, der er dedikeret til Sivert Høyems nyligt afdøde manager.
Sleeping Pulse er navnet på det nye projekt med Mick Moss, hvis primære kreationer finder sted i Antimatter. Der er flere af de samme melankolske stemninger i spil på Under the Same Sky, og "War", "The Blind Lead the Blind, "The Puppeteer" samt især åbneren "Parasite" lykkes rigtig godt og formår at sætte sig på nethinden.
Fra San Francisco kommer det tidstypiske psykedelisk rockband Sleepy Sun, som med Maui Tears - det første, jeg stifter bekendtskab med - har begået det fjerde værk siden debuten i 2009. Pladen kan let forsvinde i mængden, men på fx "Everywhere Waltz" og "Thielbar" er der bestemt gode takter at spore.
På Slipknots femte album, .5: The Gray Chapter, skyller flere hårdtpumpende hooklines ind over melodiske stykker, og denne kombination får mig kun til at se frem til livefremførelserne i Forum d. 12. februar. Måske er jeg ved at være klar til at overgive mig!?
Diskussionen om, hvorvidt The Smashing Pumpkins er det rigtige band, når kun Billy Corgan er tilbage, dukker op hver eneste gang, de er aktuelle med nyt. Mærkeligt, idet masser af bands skifter besætning i løbet af årelange karrierer. Der var allerede annonceret to plader i 2015, hvoraf Monuments to an Elegy altså nåede udgivelse før 2014-timeglasset løb tør for sand. Det er en af de mest skarptslebne plader med blot 9 sange og en samlet spilletid på godt en halv time. Og resultatet er mere end godkendt. Faktisk har sange som "One and All", "Anti-Hero" og "Tiberius" vanskeligheder ved ikke at forfølge mig, og skæring 5 er eneste svage punkt på pladen. En koncert på et mindre, intimt spillested, hvor Billy får lov (han gør det jo alligevel) at spille nyere sange foran et dedikeret publikum, som ikke kun venter på skamspillede halvfemserhits, er mit ønske for det kommende år.
Islandske Sólstafir har flyttet sig fra black metal i retning af atmosfærisk post metal/rock i løbet af bandets knap 20 års levetid. På Ótta får følelserne frit løb, og de store landskaber males af kønnere lydflader, end de hidtil har kastet sig ud i. Om man kan lide den mere letfordøjelige udgave er naturligvis et spørgsmål om subjektiv smag, men man kan give det et forsøg d. 4. februar på Pumpehuset.
Sæt to timer af til Michael Giras nye værk med Swans, der har fået titlen To Be Kind. Pladen er endnu en eksperimenterende tour de force, som denne gang fordeler spilletiden på ti numre. Kritikken fra nær og fjern har været yderst fornem. De to timer har jeg haft for få af i det forgangne år, så pladen forbliver på min spilleliste med album, der fortjener ekstra opmærksomhed.
Et hypet band fra England udgav i 2014 debuten Sun Structures. Temples skriver gode sange, men de lægger ikke skjul på, hvilken tid finder inspiration fra. Således er coveret en næsten planket udgave af Who's Next af The Who. Musikken tager udgangspunkt nogenlunde samme sted som The Byrds, The Beatles og venner af samme tid, men Temples sætter dog et personligt præg på den lovende debut.
Mens Radiohead lader vente på næste plade, er frontmanden Thom Yorke klar med soloopfølgeren til The Eraser fra 2006. Der er atter dømt elektronisk legestue på Tomorrow's Modern Boxes, og pladen kommer såmænd solidt fra start med "A Brain in a Bottle" og Guess Again!", men herefter fordamper toppen af snapsene, inden de ryger i svælget.
False Idols fra 2013 var et decideret mesterværk fra Trickys hånd. Allerede året efter har han været i værkstedet igen, og håndværket er bestemt godkendt. Adrian Thaws er Trickys rigtige navn, hvilket har lagt navn til albummet. Det er en plade, der så at sige vokser med tiden, og "Lonnie Listen", "Keep Me in Your Shake" med et sample fra Alice in Chains' "Heaven Beside You", "Different People" samt Oh Lands bidrag på "Right Here" er blot nogle af de blændende øjeblikke i selskab med Tricky.
Schweizisk metal har ikke en perlerække af nåle på det helt store kort over metallens vigtigste navne, men Celtic Frost står utvivlsomt for sin andel. Frontfigur Tom G. Warrior er nu aktuel med sit band Triptykon, der gæstede Copenhell i sommer, og tilstedeværelsen på metalscenen er stadig vedkommende. Melena Chasmata er nemlig en superfed skive med en dosis død, doom og gotisk grumhed blandt andet. Første halvdel af skiven er bedst, hvor "Tree of Suffocating Souls" og "Altar of Decit" skiller sig positivt ud.
Østrigske Valina har på ny ingen ringere end Steve Albini inde over produktionen af en udgivelse - denne gang Container. Det er en energisk bastard af alternativ rock, indie, punk og pop, og på fx "Opium Days" har de gang i noget interessant.
Vintersorg har en vanvittigt god stemme, som har udfoldet sig i mesterværker i Borknagar og også de tre første fuldlængder i eget navn, som bestemt har holdbarhed endnu. Siden da har det knebet med at lave noget skelsættende, og det blev heller ikke Naturbål, der ændrede den tendens.
The War on Drugs har skrevet det bedste Bruce Springsteen-album siden firserne. Lost in the Dream er en guldgrube af lækkerier, som fortjener at blive hørt fra ende til anden.
Sharon den Adel har en formidabel stemme, og hun er en dygtig frontkvinde for Within Temptation. Det fik vi at se på Copenhell 2014. Men det var også tydeligt, at det er længe siden, nederlænderne har spillet egentligt metal - ikke at det nødvendigvis er en dårlig beslutning. Men på Hydra, der også har velskrevne numre, bliver det for poleret og yndigt, og helt galt går det i "And We Run" med Xzibit. Hvis man er til symfonisk hard rock med lyttevenlige omkvæd, har man ikke valgt forkert.
Zaum er fra Canada og disker på debuten Oracles op med psykedelisk doom metal. De første gennemlytninger kedede mig noget, og det lugtede af metervare, men den seneste tur på anlægget har alligevel pirret nysgerrigheden.
Til slut skal denne kompilation nævnes. A Psych Tribute to the Doors er ikke overraskende en hyldestplade til The Doors med indslag af psykedelisk orienterede kunstnere. Dead Skeletons, Camera, The Black Angels og Psychic Ills er blandt bidragyderne, men Geri X skal fremhæves for "Love Her Madly", ligesom The Raveonettes runder pladen af med en fin fortolkning af "The End".
