mandag den 10. oktober 2016

Charme, selvtillid og ulækkert kongreshelvede

Man kunne skrive spalte op og ned om, hvor hæsligt et spillested Falconer Salen er. Akustikken er tvivlsom, og selve stedet har mindre charme og identitet end en gennemsnitlig lufthavn. For godt to uger siden var jeg der til King Crimson - søndag aften fik vi trods alt lov at stå op til koncerten.

I aftes var lyden bagerst i salen mudret som et af de overfyldte blå skure på Roskilde Festival. Enten fik den ansvarlige drejet bedre på knapperne, eller også hjalp det at bevæge sig nærmere aftenens hovedperson, for lydbilledet blev rent faktisk hæderligt.


Ikke uventet var omdrejningspunktet The Hope Six Demolition Project, årets efterfølger til den formidable Let England Shake, der efterhånden har fået en håndfuld år på bagen, men som intet mangler i stadig relevans. Med den bevægede Polly Jean Harvey sig op i den kunstneriske superliga, og førstnævnte fra i år fastslår, at her har hun i sinde at forblive. Helt oplagt slår de to plader stilmæssigt og tematisk følgeskab og udgør størstedelen af aftenens sæt.

Med "50 Ft Queenie" blev der slået over i karrierens tidlige punkinspiration, og det klædte ligeledes sættet godt at få de musikalsk letpåklædte "Is This Desire?" og "To Bring You My Love" til at supplere de bombastiske kompositioner.

Sidstnævnte viste tydelig inspiration fra punkidolet Patti Smith, selv om PJ Harvey selv vil afvise dette. Den havde potentialet til en eksplosion som skolegårdens største vasker, når sneen omsider faldet, men forblev intenst pirrende.

I øvrigt var denne optræden et levende bevis på, at saxofonen har sin berettigelse i rock, og især i "The Ministry of Social Affairs" var det blændende og helt uden at lede tankerne i retning af Moonjam - pyha!

Publikum lod sig forføre gennem stort set hele seancen, og kun enkelte Grøn Koncert-tilråb mellem numrene afslørede, at der blev serveret en form for bryg i de røvsyge konferencegemakker. Især hovedsættets afrunding "River Anacostia" tydeliggjorde, hvordan man blot med musik og personlighed kan levere varen. Her var ikke behov for udenomsgøgl for at underholde og tryllebinde.

Omtrent en time og tre kvarter efter koncertstart var det hele ovre, og når man sammenligner sætlisten med den tilsvarende fra sommerens Roskilde Festival, kan man kun håbe, at posen bliver rystet endnu mere næste gang, for det var langt hen ad vejen en efterabning af egen genialitet.

Sætliste:

Falconer Salen 9. oktober 2016                  Roskilde Festival 30. juni 2016

Chain of Keys                                              Chain of Keys
The Ministry of Defence                              The Ministry of Defence
The Community of Hope                             The Community of Hope
The Last Living Rose                                  The Orange Monkey
The Orange Monkey                                    A Line in the Sand
A Line in the Sand                                       Let England Shake
Let England Shake                                      The Words That Maketh Murder
The Words That Maketh Murder                 The Glorious Land
The Glorious Land                                       Medicinals
Written on the Forehead                              When Under Ether
To Talk to You                                              Dollar, Dollar
Dollar, Dollar                                                The Wheel
The Devil                                                     The Ministry of Social Affairs
The Wheel                                                   50 Ft Queenie
The Ministry of Social Affairs                       Down by the Water
50 Ft Queenie                                              To Bring You My Love
Down by the Water                                      River Anacostia
To Bring You My Love
River Anacostia

Is This Desire?
The River
Highway 61 Revisited