... Og så skete det alligevel. For nogle år siden blev Axl Rose - for vel hundrede og syttende gang - spurgt om muligheden for en gendannelse med de gamle gutter Slash og Duff. "Not in this lifetime" lød svaret, og det har selvironisk navngivet verdenstouren, som de nu er på.
Parken som spillested er berygtet for den katastrofale lyd, og Axls stjernenykker har ry for at holde Guns N' Roses fra rettidig ankomst på scenen, men i aftes kunne det være gået meget værre.
På scenen stod de nogenlunde som ventet klokken 21.25, og det blev ved, til de bukkede 00.20 små tre timer senere.
Selv om Depeche Mode for nylig fik skabt en overraskende god lyd i Løvernes hule, er forventningerne hertil aldrig skyhøj, men lydbilledet var væsentligt bedre end frygtet, hvor vi var placeret midtfor. Jeg begriber ikke, hvor pokker anmeldere som Thomas Treo stiller sig, men det må være for at kunne bruge den på forhånd skrevne anmeldelse til et eller andet.
Sættet var spækket med publikumsyndlinge, der indbød til fællessang, men også en hel stribe af bandets langture på over 7 minutter i pladeversion som "Civil War", "Estranged", "November Rain" og den overraskende "Coma". Dertil kom de personlige favoritter "Rocket Queen" og "Double Talkin' Jive" samt en lige lovlig omfattende stribe covernumre - herunder "Knockin' on Heaven's Door", "New Rose" og "Live and Let Die", som de har gjort til deres egne på studiepladerne. Nogle af de øvrige var mere tvivlsomme.
Slash var et mesterværk i sig selv, og når man som jeg har set Guns N' Roses med Axls nye besætning i den mellemliggende periode, bliver det tydeligt som Støjbergs sorte streg i panden, at han er i en liga for sig.
Axls vokal var bestemt godkendt. Bevares, den fik opbakning af Duff og den nyhyrede Melissa Reese, men han kendte sine begrænsninger, mens den blandt andet i "Patience", "This I Love" og "November Rain" var formidabel. Når man dertil tænker på, hvad de organer har måttet finde sig i, er det imponerende, hvad den 55-årige gadedreng endnu formår.
Han er i mere end én forstand blevet rundere med tiden. Havde det været den gamle Axl, var publikum næppe sluppet af sted med konstant at optage storskærmene, og København var blevet det nye St. Louis.
Gudskelov fik vi hele svineriet denne gang.
