Årets album 2010

Der skal på falderebet også gøres status over årets bedste albumudgivelse.

Flere orkestre har sendt materiale på markedet, der ikke tages i betragtning her. Det drejer sig blandt andet om produktive Amorphis' dobbelt- og livealbum Forging the Land of Thousand Lakes samt genindspilningen af tidlige numre spillet med den aktuelle besætning på Magic & Mayhem. I samme kategori finder vi liveudgivelser fra Porcupine Tree og Opeth, ep fra esbjergensiske Kellermensch, del 1 og 2 i Smashing Pumpkins' omfattende og lovende Teargarden by Kaleidyscope, der ender med 44 numre engang i fremtiden, ep og samtidig sidste udspil fra norske Theatre of Tragedy, Antimatters boks med remix- og liveudgaver af bandets formidable numre samt tysk-finske Lacrimosas tilbageblik på karrierens tyve års darkwave og gothic på opsamlingen Schattenspiel.

Derimod er der masser af regulære albummer, der har fået chancen:

10. Manic Street Preachers: Postcard From a Young Man

Efterfølgeren til sidste års Journal for Plague Lovers vinder ved flere gennemlytninger, og blandt andre titelsangen, Hazelton Avenue og (It’s Not War) Just the End of Love er værd at vende tilbage til. Frekvensen af holdbare melodier er højere end på de seneste udgivelser, hvorfor den sniger sig med på listen på yderste mandat.            

9. Massive Attack: Heligoland

Sidste år udsendte Massive Attack ep’en Splitting the Atom, som har fungeret som teaser for dette års fuldlængde. Ep’en blev kun bedre og bedre, men albummet har alligevel skuffet en smule. Der er høj klasse i numrene, hvor Horace Andy medvirker, og Damon Albarns bidrag er bestemt også vellykket, men mængden af fyldnumre er desværre for stor.

8. Harlem: Hippies

Den skramlede monolyd passer strålende til de korte og fængende numre. Texanernes garagerock er svær ikke at lade sig rive med af, og især Spray Paint, Someday Soon, Number One, Friendly Ghost og Be Your Baby, der lyder henad en Sune Wagner-komposition, er uimodståelige numre. Når det er sagt, skal det erkendes, at de gode sange, man glæder sig til et genhør med, findes på skivens første halvdel, men det ændrer nu ikke på, at Harlems Hippies er et fortrinligt bekendtskab.

7. Arcade Fire: The Suburbs

På mange måder har Arcade Fire lavet et fint, konceptuelt album, der på den måde kan minde om The Decemberists’ opus fra sidste år. Der er glimrende sange – heriblandt titelnummeret, Rococo, Modern Man, City With No Children og We Used to Wait. Desværre bidrager kun den mandlige vokal positivt, men når Arcade Fire gør det godt, er det også rigtig godt. Det bliver dog et alt for ufarligt og til tider grænsende til kedeligt album. At de velkomponerede numre dog opvejer og overskygger dette, understreges ved udgivelsens tilstedeværelse på nærværende liste.

6. Dragonauta: Cruz Invertida

Argentinske Dragonauta er uden tvivl mit mest interessante nybekendtskab i år. Vi befinder os i doom metal-universet, hvor indflydelsen fra stoner rock og heavy metal heller ikke fornægter sig. Black Sabbath er bestemt et af bandets forbilleder, hvilket også høres i den Symptom of the Universe-inspirerede Montañas de Sangre. Overbevisende leveres en kavalkade af medrivende riffs i eksempelvis Black Venom og World of Violence. Så gør det knap så meget, at titler og cover er ret klichefyldte.

5. Neil Young: Le Noise

Den produktive, canadiske rockguru havde denne gang valgt at få Daniel Lanois, der tidligere har arbejdet sammen med store kunstnere som Bob Dylan, U2, Peter Gabriel og Brian Eno, til at producere sit album, og det er der kommet et glimrende resultat ud af. For ud over Neil Youngs eminente sangskrivning, hvor især Angry World, Love and War og Hitchhiker er pragtfulde, har de haft held med at få opsat et interessant lydbillede, hvor lytteren kan nyde et akustisk album, der støjer af elektriske kompositioner.

4. Black Mountain: Wilderness Heart

Jeg havde gigantiske forventninger til dette års udgivelse fra canadiske Black Mountain, hvis fængende psykedeliske rock med afsæt i Black Sabbath og samtidig et anstrøg af indierock, har betaget mig på deres to foregående albummer. Inspirationen fra førnævnte koryfæer høres tydeligt i den ligefremme Let Spirits Ride, hvis riff ligger mere end almindelig nært ved Symptom of the Universe (ligesom Dragonauta beskrevet andetsteds). Tempoet er skruet en kende ned, og der er større fokus på ballader end hidtil, og selv om de fungerer fortrinligt, er Black Mountains force stadig de syrede rockudladninger som på Wilderness Heart, Old Fangs og Rollercoaster. Den lidt mere afdæmpede The Hair Song indleder skiven fornemt, og er bedste bud på et regulært hit. Selv om de stilmæssigt har udviklet sig og bredt sig mere ud, formår de at vedholde et højt niveau, hvor Amber Webbers kvindevokal supplerer på bedste vis, jeg længe har hørt. Albummet vokser og er siden udgivelsen på intet tidspunkt stoppet med at være interessant og aktuel.

3. Anathema: We’re Here Because We’re Here

At britiske Anathema hører til en af undertegnedes favoritter, er vist ikke nogen hemmelighed af de større, og at de omsider fik nosset sig sammen til at udsende dette album, som har været en rum tid undervejs, var jeg ikke den eneste, der havde ventet med længsel. Også den fantastisk kompetente Steven Wilson, der har mikset pladen, har udtrykt sin uforståenhed med bandets arbejdshastighed. Siden A Natural Disaster fra 2003 har bandet givet deres fans en forsmag på numre, der er endt på albummet, og især slutningen af Angels Walk Among Us (seperat kaldet Presence) er smuk med den dybfølte monolog om det evige liv. Den storladne rock folder sig for alvor ud i numre som Thin Air, A Simple Mistake, Universal, Everything og Dreaming Light, og et af albummets helt store fortrin er, at samtlige numre har berettigelse og format.

2. Ihsahn: After

Ihsahn er bedst kendt for sin rolle i Emperor, men har man ikke stiftet bekendtskab med hans solokarriere, har man masser af godt i vente. Debuten The Adversary fra 2006 har en enorm stjerne hos mig, efterfølgeren skuffede ikke, og tredje udgivelse i eget navn er et vaskeægte mesterværk. Den progressive metal krydres af noget så for genren uvant som saxofon, der leveres af Jørgen Munkeby fra bandet Shining. Og det fungerer vanvittigt godt! Frozen Lakes on Mars, The Barren Lands og Undercurrent er blot nogle af de underskønne udgydelser fra nordmanden.

1. Burzum: Belus

Titlen som årets album tilfalder Belus af ligeledes norske Varg Vikernes under Burzum-navnet. Der hersker mange meninger om manden, der i  2009 blev løsladt efter at have afsonet 16 af de tildelte 21 års fængsel for mord og kirkeafbrændinger. Ikke desto mindre har han i år udgivet et mesterværk, der er på niveau med enmandshærens ypperligste halvfemserplader. Lyden er rå og beskidt, mens Vikernes' musikalske evner demonstreres i en magtdemonstration pladen igennem. Glemselens Elv og især den uimodståelige Kaimadalthas' Nedstigning er gode eksempler på dette. Året har budt på mange fornuftige albummer, men kun få har budt på noget yderst særpræget, som har en rolle at spille i det store billede. Belus er en af dem!

Boblere - andre anbefalelsesværdige skiver udsendt i årets løb:

 

Agalloch: Marrow of the Spirit

The Besnard Lakes: Are the Roaring Night

Borknagar: Universal

Deftones: Diamond Eyes

Dimmu Borgir: Abrahadabra

Iron Maiden: The Final Frontier

Nevermore: The Obsidian Conspiracy

Pendulum: Immersion

The Pineapple Thief: Someone Here is Missing

Tame Impala: Innerspeaker

Vi Sidder Bare Her: Ikke Euforisk

Kåringen er foretaget på et ganske rimeligt grundlag, vil jeg mene, idet alle de nedenstående ligeledes har fået spilletid på anlægget, men disse har gjort mindre indtryk, eller også har de blot endnu ikke fået nok opmærksomhed. Så burde jeg være dækket ind! Og samtidig kan du se, om der er noget, jeg helt og aldeles har overset og -hørt!

Ali Farka Touré & Toumani Diabaté: Ali & Toumani

Ancestral Legacy: Nightmare Diaries

Ariel Pink's Haunted Graffiti: Before Today

Autopsy: The Tomb Within

Bad Religion: The Dissent of Man

Band of Horses: Infinite Arms

Beach House: Teen Dream

The Black Angels: Phosphene Dream

Black Country Communion: Black Country

The Black Keys: Brothers

The Brian Jonestown Massacre: Who Killed Sgt. Pepper?

Broken Bells: Broken Bells

Cloudkicker: Beacons

Cough: Ritual Abuse

Cradle of Filth: Darkly, Darkly, Venus Aversa

Crippled Black Phoenix: I, Vigilante

Crystal Castles: Crystal Castles

Dark Tranquillity: We Are the Void

The Dead Weather: Sea of Cowards

Dååth: Dååth

Engel: Threnody

Enslaved: Axioma Ethica Odini

Exodus: Exhibit B

Faith in Ashes: Malice Unchained

Fang Island: Fang Island

Fear Factory: Mechanize

Finntroll: Nifelvind

The Floor is Made of Lava: Howl at the Moon

Frightened Rabbit: The Winter of Mixed Drinks

Gonjasufi: A Sufi and a Killer

Gorillaz: Plastic Beach

Grinderman: Grinderman 2

Haken: Aquarius

Halcyon Way: Building the Towers

The Hitchcocks: Blood Will Follow

How to Destroy Angels: How to Destroy Angels

Interpol: Interpol

Johnny Cash: American VI - Ain't No Grave

Jónsi: Go

The Kandidate: Until We Are Outnumbered

Kashmir: Trespassers

Kings of Leon: Come Around Sundown

Klaxons: Surfing the Void

KoRn: III - Remember Who You Are

Kvelertak: Kvelertak

Kylesa: Spiral Shadow

LCD Soundsystem: This is Happening

Limbonic Art: Phantasmagoria

Melechesh: The Epigenesis

Melvins: The Bride Screamed Murder

Mike Patton: Mondo Cane

Monster Magnet: Mastermind

The National: High Violet

Niels Skousen: Lyt Til Din Coach

Oceansize: Self Preserved While the Bodies Float Up

Orphaned Land: The Never Ending Way of ORwarriOR

Pain of Salvation: Road Salt One

Philip Selway: Familial

The Radio Dept: Clinging to a Scheme

Ragnarok: Collectors of the King

Raunchy: A Discord Electric

Red Warszawa: De 4 Årstider i Nordvest

Robert Plant: Band of Joy

The Rumour Said Fire: The Arrogant

Scorpions: Sting in the Tail

Shining: Blackjazz

Sick of it All: Based on a True Story

Skunk Anansie: Wonderlustre

Slash: Slash

Solefald: Norrøn Livskunst

Soulfly: Omen

Stone Temple Pilots: Stone Temple Pilots

Sufjan Stevens: The Age of Adz

Therion: Sitra Ahra

Titus Andronicus: The Monitor

Triptykon: Eparistera Daimones

Triumph des Willens: Glaube - Wille - Tat

Tunng: ...And Then We Saw Land

The 20Belows: For Better Days

Twin Shadow: Forget

Valkyrja: Contamination

Vampire Weekend: Contra

Vulture Industries: The Malefactor's Bloody Register

The Walkmen: Lisbon

 Watain: Lawless Darkness

Weekend: Sports

Wild Nothing: Gemini

Wolf Parade: Expo 86

Wooden Shjips: Vol. 2

Woods: At Echo Lake

GODT NYTÅR!

Årets koncert 2010

Musikåret skal traditionen tro opsummeres i årslister, og jeg begynder med årets koncertoplevelse. Lad nedtællingen begynde:

5. BLACK MOUNTAIN, LOPPEN

De canadiske indiepsykedelikeres tredje fuldlængde var årsagen til besøget på Christiania, og de fik velvalgt krydret sættet med numre fra hele repertoiret. Lyden kunne indledningsvis have været bedre, men der blev hurtigt rettet op på det, og det kom aldrig til at overskygge spilleglæden. De syrede numre er stadig dem, de spiller bedst!

4. ALICE IN CHAINS, ROSKILDE FESTIVAL

Seattlebandet har siden Layne Staleys selvmord i 2002 ikke haft fast forsanger, før sidste års Black Gives Way to Blue. Ny mand på den svære position var William DuVall, og for mit vedkommende var tilføjelsen af Alice in Chains til Roskildeplakaten en af de bedste nyheder. Selv om DuVall alt andet end ligner et udspring af grungebølgen (se billedet ovenfor), var indsatsen storslået. Guitarist og sangskriver Jerry Cantrell kunne godt have været mere indlevende, men musikalsk var der ikke en finger at sætte på koncerten, som bød på mangen fantastisk komposition fra bandets storhedstid, og de glimrende, nye numre passede fint ind i mikset.

3. LOVE SHOP, VEGA

Med den anmelderroste Frelsens Hær i bagagen leverede Danmarks gennem tiderne nok bedste poporkester en intet mindre end blændende præstation på et udsolgt Vega. Jens Unmack har talegaverne i orden og underholder gerne med aktuelle kommentarer samt småændringer i teksterne, så de passer til det sted, de befinder sig. Henrik Hall var heldigvis tilbage efter sygdom, og hyldesten af ham ville ingen ende tage. Han kvitterede med hårrejsende soli på mundharmonika og tværfløjte. Flere nye numre tog sig godt ud, mens velkendte hits fra de sidste tyve år fik fællessangen til at blomstre.

2. GUNS N' ROSES, GIGANTIUM

I 2010 fik jeg æren af at se GN'R både i Aalborg og i Lima. Og Axl med ny og svingende besætning har jeg nu set i alt fire gange, og uden tvivl er den bedste af disse koncerter fra Gigantium i juni. Axls vokalpræstation var i særklasse, lyden var fremragende, og de spillede et pragtfuldt sæt med nerve og nærvær. På ny fik publikum en herlig blanding af velkendte hits fra storhedstiden samt numre fra den gode og omdiskuterede Chinese Democracy. Der var soli og tøjskift og kun en kort forsinkelse til nordjyderne. Alt var, som det skulle og burde være!

1. PATTI SMITH AND BAND, ROSKILDE FESTIVAL

Essensen af den stemning og ånd, jeg drømmer om og tror, er Roskilde Festivals oprindelige, fik vi serveret af den aldrende rockstjerne på Orange Scene. Vi fik en tale af de større, og den var velment. Og modsat mange af tidens andre kunstnere, der forsøger at appellere til publikum med verbal revselse af de siddende magthavere, kunne Patti gøre det, så det virkede ægte. Hun var revolutionen! Sættet bestod primært af hitmateriale fra de tre første albummer, og covernumre af blandt andet Rolling Stones og Lou Reed spillede hun respektfuldt og med ynde. Patti Smith med band gæstede også Dyrskuepladsen i 2001 - året efter festivalens tragedie - og guitarist Lenny Kaye optrådte med t-shirten fra dengang. De viste, hvordan rock n' roll og protestsange skal leveres - og de formåede at fange et publikum, hvoraf hovedparten end ikke var tænkt på, da de var albumaktuelle første gang. Roskildes sjæl blev åbenbaret til en optræden, der blev årets bedste koncert!

Boblere:

Amorphis, Bad Religion, Dimmu Borgir, Dizzy Mizz Lizzy, Katatonia, Kellermensch x2, Killswitch Engage, Kreator, Marduk, Monster Magnet, Orphaned Land, Pendulum, Porcupine Tree, Prince, The Prodigy.

Også hørt:

By the Patient, C.V. Jørgensen, Chimes & Bells, Danko Jones, Exodus, Freja Loeb, Harlem, The Hitchcocks, Kasabian, Meshuggah, Metallica Jam, Motörhead, Muse, NOFX, Pavement, Ragnarok, Red Warszawa, The Rumour Said Fire, Serena-Maneesh, Sick of it All, Sólstafir, Them Crooked Vultures, Vi Sidder Bare Her mm.

Flytteklar

I morgen er dagen, hvor det er slut med at bo sådan her:

Maskinen skal have smørelse, som Jørgen fra boligforeningen korrekt udtrykte det, da han så kasserne med flytteøl i den nye lejlighed.

Men hvad er det så for et sted, vi skal flytte til? I hvert fald har der siden 1993, hvor Poul Schlüter trak sig tilbage fra statsministerposten, næppe boet inkarnerede tilhængere af den politik, han førte.

 

På mærkaten på dørkarmen står der: "Her er intet at tage. Schlüter har været her."