2014 er ved at gå på hæld, og sædvanen tro er det også her
tid til et tilbageblik på årets musikalske udgivelser. Vi begynder med nyudgivelser fra kunstnere med A:
The Afghan Whigs
har ikke mistet sansen for at skrive gode rocksange. Do to the Beast, syvende udspil fra gruppen, kommer efter en
albumpause siden 1998 og bandpause siden 2001, som sidste år blev genoptaget
med få shows og denne plade til følge. ”The Lottery”, ”Matamoros” og ”Lost in
the Woods” viser en velkendt side af bandets formåen.
The Serpent & the
Sphere er titlen på den femte fuldlængde med atmosfærisk og folket black
metal fra Agalloch. De ni
stemningsfulde skæringer har tilsammen fået flotte anmeldelser, og selv om
pladen ikke nærmer sig hovedværkerne The
Mantle og Ashes Against the Grains
niveau, er det aldeles fortjent.
Franske Alcest
varmede op for Opeth på Store Vega d. 9. november i år. Hvor svenskerne trækker
på de progressive rødder, har Alcest bevæget sig fra black metal til en
drømmende art post metal, hvorfor det måske havde været mere nærliggende at
dele scene med Anathema på Pumpehuset dagen efter. Shelter er – især set i
perspektiv af hele bandets diskografi – nok poleret, men det fungerer. Vega
havde de tag på, og ligesom ”Délivrance” gør det på fornem vis på pladen, blev optrædenen
på Vesterbro rundet smukt af med udsvævende toner.
Duncan Patterson, den tidligere bassist i Anathema, udsendte
i 2014 sit andet udspil i navnet Alternative
4 – en reference til Anathema-albummet fra 1998 af samme navn, som
Patterson var hovedkreatøren bag. Stemningen på nærværende The Obscurants videreføres, ligesom der også er tydelige tråde at
trække til Antimatter, det melankolske samarbejde med Mick Moss, og resultatet
her er glimrende. Den opbyggende ”Paracosm”, "The Tragedy Shield” og
”Dina” er højdepunkterne.
Mens Patterson inddrager fortidige kompositioner og
referencer hertil, har Anathema fortsat
udviklingen med atmosfærisk og progressiv postrock på Distant Satellites, hvor sangerinde Lee Douglas nu er
fuldblodsmedlem og fylder godt i det vokale billede. Som helhed er det en solid
og sammenhængende plade – blændende bevist med ”The Lost Song” i tre dele. I
forhold til de foregående sammenlignelige udgivelser mangler der dog flere
enkeltstående klassenumre, hvor dog ”Anathema” og ”Distant Satellites” hører
til, for at ramme det høje niveau, der har sendt stort set hele
Liverpool-bandets varierede diskografi blandt mine favoritplader.
I januar 2013 bekendtgjorde forsanger Cedric Bixler-Zavala
på Twitter, at samarbejdet med Omar Rodríguez-López, der havde travlt med sit
nye projekt Bosnian Rainbows, i succesen The Mars Volta var slut. Den 10.
november 2014 var surmuleriet tilsyneladende overstået, og en ny kollaboration
med de to udgav en selvtituleret plade: ANTEMASQUE.
Lyden fra de tykke strenge havde de fået Flea fra Red Hot Chili Peppers til at
varetage, så projektet slap ikke ud uden forventninger. Helt indfriet vil jeg
ikke sige, de er blevet, men gode skæringer er ”In the Lurch”, ”4AM” og
”Memento Mori”, og så får pladen lov at vokse i det nye år.
At the Gates var genredefinerende i halvfemserne for den gøteborgske dødsmetal, og Slaughter of the Soul fra 1995 er stadig milepælen fra den æra. 19 år senere har de udsendt efterfølgeren At War with Reality, som har fået pæne ord med på vejen. Til sommer har jeg forhåbentligt fået hørt mere af pladen, når de spiller på Copenhell.
