Jeg har aldrig sådan rigtigt været en Blur-pige, men der er faldet megen ros i retning af Damon Albarns første soloplade, Everyday Robots, så den har også fået en række rotationer her. Blandt andet "Heavy Seas of Love" har bestemt noget over sig, men alt i alt er der ikke en omvendelse i sigte.
Deep Purple-nummeret "Demon's Eye" har været inspiration til bandnavnet hos Demon Eye, hvis udspil Leave the Light trækker på alle velkendte retrorocktricks. Originalt er det ikke, men på sange som "Secret Sect" svinger det som en fyrig Numse-Rasmus nede i klubben.
The Great and Secret Show er titlen på et lettere tilfældigt samarbejde mellem Daniel Finch, hvis materiale manglede en stabil forsanger, og Dani Filth, som endte med at varetage rollen i Devilment. Sidstnævnte er kendt for sin skrigevokal i Cradle of Filth, og han er givetvis årsagen til de fleste lyt, der ofres på pladen her. Coverudgaven af Midnight Oil-hittet "Beds are Burning" er morsommere, end det er godt.
Stoner metal fra Spanien er næppe det, heavyfolket kender mest til. Dolmenns debut I er velspillet, men forsanger Fil har et lidt for stensikkert idol i Phil Anselmo, hvilket overskygger en egentligt udmærket stribe riffs, så det personlige udtryk udebliver.
Hvem satte Saturnus på? Doom:VS er et enmandsprojekt af Johan Ericson, der har besiddet stort set alle roller i Draconian, og nu er tredje doomudgivelse, Earthless, søsat, og det er samtidig mit første bekendtskab. Såvel stil som vokal minder om danske Saturnus' med den dybe growl, råbevokalen og den sagte talen fra Thomas A.G. hen over langsom og melodisk doom metal.
Den rigtige Phil Anselmo har også været aktiv i år, og fjerde album fra sydstatsrockerne i Down er delt op i to ep'er, hvoraf del 2 med den opfindsomme titel Down IV - Part II udkom i maj. Når man sammenligner med genrefæller, bliver det her tydeligt, at det generelle niveau her er lige så højt, som guitarerne er stemt ned. "Conjure" og "Steeple" er gode eksempler, ligesom "Sufferer's Years" tvinger luftguitaren frem.
Årstidspassende Dying Sun fra De Forenede Stater mikser atmosfærisk stemning med sludge og post metal, men Transcendence formår ikke at overskride nok grænser til, at den efterlader et mindeværdigt indtryk.
Tolvte album fra britiske Echo & the Bunnymen hedder Meteorites, og det er det første, jeg hører siden deres fjerde, Ocean Rain fra 1984. Ian McCullochs tropper nærmer sig noget fornuftigt på blandt andet "Constantinople", men det bliver næppe en plade, jeg vender tilbage til i det nye år.
Fra 1998 til 2003 udsendte svenske Evergrey fire progressive perler, og efterfølgeren kan måske også medregnes. Dernæst kom rædderligheden Monday Morning Apocalypse, hvorefter jeg holdt med at beskæftige mig med Göteborg-gutterne. Uden kendskab til de to efterfølgende er Hymns for the Broken udkommet i år med fortrinlige ord med på vejen, som har fået mig til at give dem endnu en chance. Første gennemlytning har ikke taget mig med storm, men formidable plader vælter ikke nødvendigvis omkuld med det samme.
Uden der på nogen måde er tale om en ny No One Rides for Free eller The Action is Go, kan man sagtens finde skateboardet frem til Gigantoid, Fu Manchus seneste udspil. Riffhelvedet drøner derudad i numre som "Anxiety Reducer" og "Evolution Machine".
"Seasons (Waiting on You)" åbner Future Islands-pladen Singles, og singlen er også albummets måske eneste mindeværdige øjeblik. Dertil er indiepopmaterialet for kedsommeligt, hvilket blev understreget på årets Roskilde Festival trods fanboystemning omkring det hypede band. En optræden i Late Show with David Letterman viser dog, at de gør en del for ikke bare at forsvinde i mængden: Den ret morsomme dans og den overrumplende growl er kærkomne indslag.
