Navnlig de senere år har jeg lyttet til mange af de for mig ukendte kunstnere, der løbende føjes til programmet. Det skyldes blandt andet, at jeg i mine første år på Roskilde er gået glip af mange fantastiske musikeres visit i Danmark - og det vil jeg naturligvis helst undgå fremover.
I år bliver det (forhåbentligt) min tiende festival, og der er meget, jeg allerede glæder mig til.
Bright Eyes kendte jeg på forhånd kun af navn, men venners anbefalinger samt beskrivelser, hvori der rundhåndet er strøet om sig med begejstrede vendinger, har fået mig til at give amerikanerne et par lyt.
Normalt er folkrock med indie som mellemnavn ikke øverst på undertegnedes hitliste, men det afholdt mig ikke fra med åbent sind at kaste mig over Fevers and Mirrors fra 2000, som desværre kedede mig halvt ihjel.
På efterfølgeren Lifted or the Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground er der bestemt mere at komme efter, men vokalen har en umiskendelig lighed med noget velkendt. Hør blot denne:
Jeg forbinder straks Conor Obersts vokal med den oprindelige Pink Floyd-sanger Syd Barretts ditto.
Bright Eyes er ikke for alvor blevet interessant for mig, og når det er tættest på, minder det om noget, der i forvejen findes bedre. Og så foretrækker jeg altså Syds psykedeliske udskejelser på solodebuten fra 1970.
