For en uges tid siden skrev Abdulqadir Bashir Hussein et debatindlæg i Politiken. Det var en respons til Dansk Folkepartis Søren Espersen, som havde været kritisk over for de i alt knap 17.000 somalieres tilstedeværelse i Danmark, efter at 248 var blevet taget i skattesvindel.
Hussein følte sig urimeligt kriminaliseret og ønskede ikke at blive sat i bås med snyderne, blot fordi de kommer samme sted fra.
I sit bidrag til debatten nævner han, at han heller ikke sætter Espersen i bås med danskere, der ikke holder sig til gældende regler.
I sin ikke sætten i bås sætter han ganske rigtigt ikke DF-folketingsmedlemmet i bås, men Hussein beskylder i stedet den danske rocklegende Tømrerclaus for at være en fusker.
Tømrerclaus er mig bekendt aldrig blevet dømt for at fuske, om end han med garanti har en holdning til penge og deres magt. Koda er nedtur hedder et af numrene fra den prægtige debut fra 1978.
Om debattørens inddragelse af supercellisten er tilsigtet eller ej, må forblive uvist, men han kan i mellemtiden tage et lyt til karmahippiens sang om den sorte mand.