Det er ikke blevet til overbevisende mange nye danske plader, jeg har fordybet mig i, men der er nok til en topliste, og kvaliteten har såmænd været høj.
Love Shop: Skandinavisk Lyst
Popsnedkeren Jens Unmack er efter mandefald eneste
oprindelige medlem af kærlighedsbutikken, men den nye besætning har samme
mission og evner. De formår at levere en indbydende række sange, som ikke lyder
ens, men som lyder som Love Shop. Brækket
Dansk og Kvælertag indleder på
formidabel vis, mens Sang fra Verdens
Ende (One Hit Wonder), Skyggehjerte og den med sit klokkespil nærmest juleagtige Mere Vil Have Mere viser alsidigheden i
udspillet. Henrik Hall, den nære ven og tidligere bandkollega mindes i
titelnummeret, og havde topniveauet holdt hele vejen, havde albummet kandideret
til evergreen. I stedet må vi nøjes med et flot album med enkelte skønhedsfejl.
Baby Woodrose: Third Eye Surgery
Mens Lorenzo Woodrose de sidste par år har haft travlt med
succesen Spids Nøgenhat, som for øvrigt i år har udsendt den vanvittigt
vidunderlige Roskilde-koncert fra 2011 på vinyl, har projektets psykedeliske
toner smittet af på Lorenzos førstefødte, garagerockbandet Baby Woodrose. Og
det klæder musikken som et dagjob til Dovne Robert. Dandelion får selskab af Emma Acs, Just a Ride viser den tydelige syreinspiration og Love Like a Flower er et af mange
klare beviser på, at det musikalske håndelag er intakt.
The Raveonettes: Observator
Pladen er ikke mange sekunder gammel, førend man er klar
over, at Sune Wagner ikke har mistet grebet om den lytteværdige sangskrivning.
Dog fylder klaveret pludselig noget i den ellers så nedbarberede
instrumentering. Formlen er enkel og klar: popsange pakket ind i let
distortion. Tidligere var det nærmest omvendt, men dette fungerer for Wagner og
Foo, som viser kvaliteterne i blandt andre Young
and Cold, Curse the Night, You Hit Me (I’m Down), She Owns the Streets med de smukke,
enkle vers og desværre halvkedeligt omkvæd og den fine afrunder med det
passende navn Till the End.
Saturnus: Saturn in Ascension
Ventetiden har været det hele værd. Seneste fuldlængde udkom i 2006, og
Saturnus gør stadig det, de er bedst til, og med denne fremragende plade med
melodisk doom metal lyder de nøjagtigt som Saturnus. Wind Torn er måske årets mest velskrevne nummer, og melodisk tæft
viser de også i åbneren Litany of Rain.
Den groovy og mere rockede stil fra Martyre-albummet
er repræsenteret i A Fathers Providence,
mens der i velkendt stil også er afbræk fra de tunge og langsomme doomnumre med
akustiske perler som Call of the Raven
Moon. Man ved, hvor man har Saturnus, Thomas A.G. veksler endnu mellem
growl og sagte tale, og niveauet er stadig forbandet højt!
Bundniveauet er langt over overliggeren på Altar of
Oblivions seneste fuldlængde, som efterfulgte den glimrende ep Salvation, der udkom tidligere i
år. Epic doom metal, som modsat
almindelig doom kendetegnes ved den højstemte vokal, er ikke en subgenre, der
domineres af danske bands, men det er glædeligt, at vort hjemlige bidrag holder
fanen skyhøjt og heldigvis høster anerkendelse ude i den mørke metalverden.
Sangene står i kø for at være mest forbandet iørefaldende, og The Graveyard of Broken Dreams og Where Darkness is Light kæmper om at få
den altafgørende forlomme. Jeg glæder mig allerede til næste opus.
På falderebet nåede også Denial of God at vække min
interesse med deres Death and the Beyond,
som umiddelbart har fængende guitarstykker og interessante kompositioner med
pilrådden vokal, som hører sig til i deres horrormetal.
På dødsmetalfronten er silkeborgensiske Dawn of Demise ude
med Rejoice in Vengeance, som emmer
af velkendt død. Der er intet nyt under solen, og skiven er kun flygtigt hørt,
men den lader til at være ganske habil.
I samme genre smed endnu et jysk metalband nyt på gaden i
det forgangne år. Veteranerne Illdisposed leverede en habil indsats med Sense the Darkness, som vel efterhånden
er deres ellevte fuldlængde. Lidt flere catchy riffs end Dawn of Demise, og
især Too Blind to See efterlader et
godt indtryk.
Jeg har længe haft en ide om, at Nikolaj Nørlund kunne være
en tekstforfatter, der havde noget at byde på. At han får hjælp til vokalen på Alt Sammen, Lige Nu af Christian Hjelm,
som ellers synger i det eneste band, jeg nogensinde har givet 0 stjerner for en
koncertoptræden (Figurines, Roskilde 2006), kunne være et praj om, at jeg måske skulle
prøve næste gang i stedet. Dog passer de to stemmer udmærket sammen, og Hjelms
bidrag er ikke så skabet og enerverende som det, jeg førhen har hørt (og solopladens Ha' det Herligt er i øvrigt direkte rædsom). Der er spændende melodier
imellem, og albummet skal nok få en rotation eller to i det kommende år.
Også aarhusianske Tales of Murder and Dust skal have et par ord med på vejen. De debuterede i år med Hallucination of Beauty, der snildt
kunne agere soundtrack til en spaghettiwestern. Der er masser af stemninger og effekter,
men rockskabelonen findes inde bag de bløde shoegazenumre, og albummet i sin helhed
kan downloades gratis her.
Summa summarum:
- Altar of Oblivion: Grand Gesture of Defiance
- Saturnus: Saturn in Ascension
- The Raveonettes: Observator
- Baby Woodrose: Third Eye Surgery
- Love Shop: Skandinavisk Lyst