Lad mig straks fastslå, at 2012 ikke var året, der bød på
vor generations Sgt. Pepper eller Reign in Blood.
Til gengæld var det året, hvor veteranerne Bruce Springsteen med Wrecking Ball, Patti Smith med Banga og Bob Dylan med Tempest slap nådigt
fra hvert af deres nye udspil, men meget mere var der heller ikke at komme
efter.
Engelske Muse
forsøgte sidste gang med Queen-inspirationer og Timbaland-produktioner, og på
dette års The 2nd Law var det
tidstypisk dubstep, der blev eksperimenteret med. Det får de lige så meget ud
af som Joachim B. Olsen uden Team Danmark-støtte, så det er vist ovre med Muse-plader, der appellerer til mig.
I Norge spillede Turbonegro
fallit med en kedelig Sexual Harassment,
som er første skive, siden forsanger Hank von Helvete forlod skuden. Heldigvis
står MöK klar til at overtage tronen
med iørefaldende sange i et miks af thrash og black metal, doom og punk. Hør fx
For Ung og We Are på Mökamorphosis,
der bestemt er en bejler til en perifer plads på toplisten.
Roskilde Festival inviterede maliske Amadou & Mariam på Orange, og det var at skyde over målet. Det
fungerede meget bedre på Arena, som var mere intim, ligesom deres plade Welcome to Mali var et niveau over
2012’eren Folila, der dog leverede
enkelte ørehængere som Dougou Badia.
Baroness spillede
Odeon op på glimrende vis, men med deres seneste dobbeltalbum Yellow & Green er de bevæget sig i
en uklædeligt lettilgængelig retning.
Af og til ønsker man, at The Brian Jonestown Massacre var
en kende mere selvkritiske, førend en udgivelse ser dagens lys. Aufheben er langt fra en bundskraber,
men den er noget ujævn. Der er bestemt gode ting at hente, og Walking Up to Hand Grenades skal varmt
anbefales. Årets koncert i Amager Bio var fortrinlig og velspillet.
Skunk Anansie
vendte også tilbage til Dannevang med livemusik, og atter var der karisma for
alle pengene, da Skin & co. gæstede Falconer Salen med den hæderlige
rockskive Black Traffic i bagagen.
Gennemsnitsalderen blandt publikum var så høj, at de gamle hits naturligvis var
mest ønsket.
Svenskerne har haft et sikkert kort i Graveyard. På Lights Out
blev deres bluesede hardrock dog for forudsigelig. Vintersorg er en fremragende sanger, men de metalliske naturviser
bider sig ikke rigtig fast på Orkan. Tiamat har nærmest helt smidt
metaltøjlerne, og de har med The Scarred
People lavet endnu en fin skive med melodisk gothic rock. Meshuggah tæver løs på Koloss, men om jeg nogensinde bliver
rigtig hooked, aner jeg ikke.
Ligeledes blev der tæsket løs, da Lamb of God tilsyneladende gav opvisning på Copenhell, mens jeg sad
og klogede mig i ølteltet. Jeg skulle måske have taget øllerne med og fået en
livelektion, for Resolution
overbeviste mig ikke.
På Copenhell var Marilyn
Manson et af hovednavnene, og modsat flertallet var jeg ganske positivt
overrasket. Til gengæld var Valby-pendanten i december en præstation på
størrelse med Jim Lyngvilds nosser. Born
Villain var ikke elendig, men den bliver næppe husket mange år frem i
tiden.
2012 var også året, hvor guitarerne fik lov at flænse
hurtigere end Søren Frederiksens øjenlåg kunne bevæge sig under et
liveinterview. Der var nemlig habile udspil fra genrelegenderne Kreator, Testament og Overkill. Kreator spillede et fedt, men
forudsigeligt sæt i Amager Bio i december, mens Overkill kommer til april.
Med et soundtrack halvt bestående af kendte numre og resten
nye gav canadiske Black Mountain også
en forsmag på, hvad de har i støbeskeen, og de nye numre, blandt andet Mary Lou, dufter behageligt af rock ’n’
roll, som ikke begrænses af radiohitskabelonen.
Lana del Rey har været hypet det meste af året,
hvor Born to Die har leveret
radiohits, og hun var da også et oplagt navn til sommerfestivalerne. Hun har en
interessant stemme, og nu er jeg spændt på at se, om der er noget om snakken,
når jeg skal se hende i april i Hamburg.
Krigsmetallerne i Manowar
sætter i marts kursen mod den danske hovedstad, og selv om The Lord of Steel lød nogenlunde så nossefyldt som Ebbe Sands pung,
skal det nok blive med fuld drøn på i Vega.
Begrænsningens kunst er ofte den sværeste, og havde
portugisiske Moonspell komprimeret Alpha Noir / Omega White til et enkelt
skarpskåret album, var det blevet væsentligt bedre. Der er gode numre, men for
meget fyld.
Det var tilsyneladende ikke helt let at være opvarmning for
Metallica, men franske Gojira har
potentialet til selv at blive ret store. L’Enfant
Sauvage lyder lovende, men den har ikke formået at sætte sig endnu, men der
er både skrald på og fængende melodier, så den får en chance i 2013 også.
Grungebandet Soundgarden
returnerede til pladebutikkerne med King
Animal, som er en udmærket rockplade, men om det vokser sig større end det,
må tiden vise.
Fra USA nåede jeg kun kort at stifte bekendtskab med
numetallerne Deftones’ nye udspil Koi No Yokan, der er blevet rost både
hid og did. Umiddelbart lyder det dog som Deftones, og det er ikke ment som
noget dårligt. Ligeledes amerikanske Nachtmystium
kobler på interessant vis black metal med det atmosfæriske, så de vil også
få et lyt eller to i det kommende år.
Nu til boblerne, der akkurat ikke klarede skærene:
Tame Impala: Lonerism
Australske Tame Impala lavede en overrumplende debut, og
lige så overraskende var den kedelige Roskildekoncert i kølvandet herpå. Lonerism tager tid at komme ind på, men
der er flere lyspunkter, og årets livevisit høstede også pæne anmeldelser.
Enslaved: RIITIIR
Viking metal er der ikke meget tilbage af, men den
progressive metal med en fornuftig blanding af ekstremitet og det melodiøse
rammer i flere tilfælde plet. Albummet er yderst ambitiøst, men desværre
indfris forventningerne ikke til fulde. Det, der kunne være blevet deres
mesterstykke, er ikke nær så vellykket, men mindre kan også gøre det.
The Megaphonic
Thrift: The Megaphonic Thrift
De norske støjrockeres anden skive er ikke uden Sonic
Youth-indflydelse, men de rammer nogle medrivende og skæve sange som fx Fire Walk With Everyone, som man gerne
vende tilbage til
The Smashing
Pumpkins: Oceania
Billy Corgan holder fanen i vejret, og på Oceania viser han, at der stadig er
masser af blændende rockudladninger tilbage i ham. Især starteren Quasar må gøre sig godt i græskarrenes
larmende livesæt. Snedkerere fængende numre i den mere tilgængelige ende som i My Love is Winter er stadig et varemærke,
og trods det at der er længere mellem ungdomsvredesudbruddene, bliver det på
ingen måde et ligegyldigt album.
Lacrimosa: Revolution
De gotiske rockelskere har måttet vente tre år siden seneste
værk fra genrens vel objektivt set grimmeste frontfigur. Tilo Wolff kan dog
kreere sange med stort hitpotentiale, og ud over i titelnummeret er det
lykkedes godt på Irgendein Arsch ist
Immer Unterwegs og Verloren.
Storm Corrosion: Storm Corrosion
Samarbejdet mellem Opeths Mikael Åkerfeldt og Porcupine
Trees Steven Wilson kunne nærmest kun skuffe, for de to har skabt mesterlige
ting hver for sig, og deres fælles fascination af den progressive rock kunne
tyde på, at dette eksperiment ville føre dem i netop den musikalske retning. Et
mesterværk er det ikke blevet til, og havde jeg ikke kendt til bagmændene, var
tålmodigheden måske sluppet op før. Og der er glimrende ting at komme efter, og
de herrers evner er ikke til at komme uden om.
Og så til årets ti bedste plader:
The Mars Volta:
Noctourniquet
Selv om man finder sin egen niche, kan man snildt komme til
at køre i tomgang. Det frygter man gang på gang med The Mars Volta, og denne
gang troede jeg, løbet var kørt. Men alt godt kommer til den, der venter, og
det viste sig heldigvis, at tålmodighed blev belønnet, som jeg spåede. Aegis
lyder som typisk Mars Volta, og i Zed and
Two Naughts viser de også deres kvaliteter, mens The Malkin Jewel er yderst Nick Cave-inspireret.
Burzum: Umskiptar
Vikernes rammer samme stil som på
mesterværket Belus og den fremragende
efterfølger Fallen på sin tredje
plade efter fængselstiden. Det har taget tid, før de stemningsfulde numre
åbnede sig og viste deres værd, men også her lønner det sig at give et par
ekstra lyt. Alfadanz, Gullaldr, Jóln og Hit Helga Tré holder
standarden oppe.
Ihsahn: Eremita
Masser af progressive elementer findes på Ihsahns fjerde
soloalbum, som kun fastslår, at dette er meget mere end et kortvarigt
eksperiment. The Eagle and the Snake
lyder til tider helt Dream Theatersk, og sublim sans for at kombinere det
komplekse og lyttevenlige høres i The
Paranoid og Something Out There.
Neil Young:
Psychedelic Pill
Med to fuldlængder inden for det forgangne år har Neil Young
ikke ligget på den lade side, og mens han på Americana diskede op med ikke uinteressante nyfortolkninger af
amerikanske klassikere, er sangskrivningen på Psychedelic Pill helt hans egen. Som sædvanligt lefles der ikke for
nogen, og der indledes med Driftin’ Back på
mere end 27 minutter. Generelt er de lange numre Youngs styrke, og Ramada Inn og Walk Like a Giant, der begge overskrider et kvarters spilletid er
eksempler på, at de lærerige rocklektioner stadig gives af canadieren.
Paradise Lost: Tragic
Idol
Paradise Lost har genfundet formen på Tragic Idol, hvor de velskrevne kompositioner kommer i flæng. En
blændende koncert viste, at numrene også holder uden for studiet, hvor Fear of Impending Hell, In This We Dwell og Honesty in Death bare er nogle af succeserne.
Antimatter: Fear of a
Unique Identity
Mick Moss med den mægtige og dragende stemme er tilbage med
endnu et strålende album, som kun forbedres af hver eneste stemningsfulde
gennemlytning. Flot og dystert komponeres titelnummeret, Paranova og den eksperimenterende og rockende Uniformed & Black, og har man bare en smule hang til
tilbagelænet (akustisk) rock med følelse og indlevelse, går man ikke galt i
byen her.
Katatonia: Dead End
Kings
Katatonia har også bevæget sig ret fjernt fra den tunge
metal, og den stemningsmættede rock med Jonas Renkses karakteristiske vokal
sidder lige i skabet i The Parting, Leech og Lethean, og live beviste Katatonia i årets løb, at her holder numrene også.
Anathema: Weather
Systems
Fra death/doom til atmosfærisk progrock er den udvikling Liverpoolbandet har taget, og det bliver især storslået i Untouchable, Part 1 & 2, The Beginning and the End og The Storm Before the Calm. De sidste numre på pladen gør, at den ikke bliver en seriøs bejler, men de smukke og storladne numres progressivitet er uhyre velspillede, og albummet skuffer ingenlunde.
Mark Lanegan Band:
Blues Funeral
Borknagar: Urd
Årets album tilfalder norske Borknagar, som har fået et prægtigt resultat ud af at benytte de to vanvittigt kompetente sangere ICS Vortex og Vintersorg. Mindeværdige øjeblikke er Mount Regency, The Earthling, The Beauty of Dead Cities og Frostrite. Til gengæld er bonustracket My Friend of Misery (Metallica) en tam affære, men egne numre holder hele vejen en imponerende standard.
Årets top 10:
- Borknagar: Urd
- Mark Lanegan Band: Blues Funeral
- Anathema: Weather Systems
- Katatonia: Dead End Kings
- Antimatter: Fear of a Unique Identity
- Paradise Lost: Tragic Idol
- Neil Young: Psychedelic Pill
- Ihsahn: Eremita
- Burzum: Umskiptar
- The Mars Volta: Noctourniquet
Godt nytår!
