mandag den 21. marts 2016

Fra Laudrups til Jesu makker

For mange er flyrejsen i påsken aflyst på grund af strejke, så der må tænkes i alternativer. Et godt bud er at besøge Peter Rasmussen, Brian Laudrups tidligere angrebsmakker på landsholdet, som har valgt en helt anden 3. halvleg end den, der normalt indebærer kolde pilsner og simultankradsen i de ædlere dele.


I halvlegene som aktiv fodboldspiller er Peter Rasmussen bedst kendt som en vigtig brik i AaB's mesterskab i 1995 og det danske landsholds triumf ved King Fahd Cup samme år, hvor Danmark deltog som forsvarende Europamester. Her var ejendomsmægleren fra Hobro manden bag det udlignende mål mod Mexico i gruppespillet, og ikke mindst cementerede han finalesejren med 2-0-scoringen mod Argentina.    

Frem for alt var Peter Rasmussen AaB'er, men tidligt fik han et kort ophold i VfB Stuttgart, inden han vendte tilbage til mange gode år i bolsjestriberne, inden han i sin løbebanes sidste år tørnede ud for Viborg FF.


Som sagt bød tiden efter succesen på plænen på noget ganske andet. På oplevjesus.dk fortæller han om den psykiske deroute, og at han sågar fik smerter i hoften. Omgangskredsen mente, at en operation var nødvendig, men Peter Rasmussens åndelige nysgerrighed fik ham til at søge andre veje. 

Resultatet blev en bøn og håndspålæggelse, og smerterne forsvandt sporenstregs. Det lyder som et mirakel på størrelse med, at et stort navn spiller en rædselsfuld koncert på Roskilde Festival og ikke bliver inviteret igen.

Efter at have skiftet Laudrup ud med Jesus og Helligånden på sin nye færd har Peter Rasmussen skabt Jesus-Hotellet i Aalborg, hvorfra kvaksalveren Torben Søndergaard forkynder. Hvis påskeferien sydpå alligevel ikke bliver til noget, er hotelopholdet lige om hjørnet. God fornøjelse!