Kåringen er som sædvanlig trukket i langdrag, men nu er podiet fundet frem. Og selv om følgende fem har en skattet plads i pladereolen, har det aldrig været lettere at få en medaljeplads. Sådan var 2017 tilsyneladende. Godt nytår!
5. The Aghan Whigs: In Spades
På femtepladsen finder vi Ohio-veteranerne The Afghan Whigs, der leverede varen på sjaskvåde Northside i sommer. I år leverede de en blændende rockplade, der kandiderer i toppen af deres diskografi. Køen af skarptslebne numre begynder ved "Birdland", og i rækken har "Arabian Heights", "Demon in Profile", "Copernicus", "The Spell" og "Light as a Feather" også stillet sig.
4. Satyricon: Deep Calleth Upon Deep
I Norge har svartmetallen i årevis søgt inspiration i malerkunsten. Hvis den folkekære Theodor Kittelsen havde levet endnu, ville der falde betydelige royalties af for de utallige coverforsider, der prydes af hans værker. Satyricon har dog denne gang valgt den internationalt bedre kendte Edvard Munch, hvis Dødskyss altså er ansigtet udadtil for Satyricon anno 2017. Deep Calleth Upon Deep er bedre sammenhængende end den eponyme forgænger, men det bliver det hverken ensformigt eller trættende af. "To Your Brethren in the Dark", "The Ghost of Rome" og "Dissonant" med den psykotiske intro går rent ind.
3. The War on Drugs: A Deeper Understanding
I 2014 blev jeg og mange flere overrumplet af den formidable Lost in the Dream fra et orkester, jeg kun kendte af navn. Det var den Springsteen-plade, bossen havde drømt om at skrive i årevis. Opmærksomheden rettet mod bandet er kun tiltaget siden, og forventningerne til A Deeper Understanding var selvsagt skyhøje. "Pain", "Knocked Down", "Thinking of a Place" og "In Chains" er bare begyndelsen på det, der i medierne kaldes moderne farrock. Sandt er det, at tonerne er blevet mere stadionvenlige, men selv om de tidligere plader stinker mere af indierock, er Adam Granduciels fingeraftryk en tydelig rød tråd. Man får næsten lyst til at købe en bil for at bruge dette som soundtrack.
2. Chelsea Wolfe: Hiss Spun
En af de senere års mest interessante kunstnere er uden tvivl Chelsea Wolfe, der genremæssigt har fået det nogenlunde dækkende prædikat "doom folk". Hiss Spun var længe om at åbne sig, men perler som "16 Psyche", "Spun" og den overlegne "Twin Fawn" fornægter sig ikke. Et gensyn på Loppen i 2018 vil være kærkomment.
1. Kellermensch: Goliath
Det er sjældent, at danske album er med i opløbet om de helt store titler i dette regi, men når man har bedrevet et værk, der stinker af kunst, skal man også hyldes behørigt. Så er det lige meget, at Kellermensch er en 12-talspige og hverken høster 13-taller eller ug - men det ér udmærket godt, det her. Koncerten på Arena på Roskilde blev skæmmet af tekniske udfordringer, mens skabet sidenhen fik sin rette plads til revanchen på Vega. Goliath var længe undervejs, og med skriveblokade og pause kunne man frygte resultatet. Det var der ingen grund til, for udviklingen er kærkommen og betyder ingenlunde, at Kellermensch ikke stadig har en ikonisk og særlig lyd, selv om growlvokalen integreres mindre i enkelte numre, men har fået "Moth" for sig selv. Ikke desto mindre: en esbjergensisk opvisning, der fortjener international opmærksomhed.
