Vi bladrer frem i årbogen, og selv om der på denne side er meget mørke, er der også blevet plads til solen.
15. A Sun Traverse: A Sun Traverse
Med en stab af tidligere Saturnus-folk og Withering Surface- og Thorium-forsanger (og meget, meget mere) Michael H. Andersen var debutkoncerten på Beta på Amager i januar 2017 en affære med kløgtige og dygtige folk. Sjældent har debutanter lydt så erfarne. Minialbummet, der blev udgivet ved samme lejlighed, vidner om, at vi slet ikke er færdige med dommedagstråd.
14. Enslaved: E
Det ville have været en overnaturlig bedrift, hvis Enslaved havde overgået forgængeren In Times fra 2015. Dengang roste jeg Herbrand Larsens sublime vokal, men han er smuttet i mellemtiden og erstattet af Håkon Vinje, hvis indsats på E, som er den minimalistiske albumtitel, er accepteret, selv om den ikke dominerer og tryllebinder som Larsens. Heldigvis varierer og overrasker stilen i de fleste af numrene, så der dukker nye detaljer op ved hver gennemlytning.
13. Lacrimosa: Testimonium
Tyskeren Tilo Wolff, der længe har resideret i Schweiz, får på vore breddegrader ikke megen omtale med sit band Lacrimosa, der desuden tæller finske Anne Nurmi. Den gotiske duo er med Testimonium oppe på 13 studiealbum, og årets bidrag i rækken er det bedste i årevis. "Weltenbrand" er noget nær det mest brutale, de nogensinde har kreeret, mens der er vanlige ørehængere som "Zwischen allen Stuhlen" og "Nach dem Sturm". Sangene på tysk fungerer klart bedst - tyskere og engelsk lyder næsten altid en smule komisk.
12. Mogwai: Every Country's Sun
I oktober fyldte Mogwai Store Vega, men blev ikke hængende længe nok - for det smagte af mere! Som jeg bemærkede i forbindelse med koncerten, er der tydelige henvisninger til den düsseldorfske krautrock på Every Country's Sun, og på "Crossing the Road Material", "Coolverine" og Don't Believe the Fife" er det yderst vellykket.
11. Mark Lanegan Band: Gargoyle
Mark Lanegans mørke stemme er en af de mest betagende i musiklandskabet i disse år. Han kan slippe af sted med meget, men heldigvis gør han det ikke svært at lade ham. Gargoyle kan hverken måle sig med nyere storværker som Blues Funeral og Phantom Radio, men "Emperor" og "Old Swan" skriver sig ind i rækken af formidable udgydelser fra hans side, hvor bundniveauet er højere end griseindtaget i julemåneden her til lands.
