mandag den 31. december 2018

Årets album 2018: 1-5

Vi nærmer os podiepladserne. Akkurat på den anden side befandt sig nordiske og transatlantiske kunstnere.


5. Uncle Acid & the Deadbeats: Wasteland


En iskold søndag novemberaften burde langt flere have fundet vej til Den Grå Hal på Christiania. Kulisserne var for store til fremmødet, men leveringen fejlede intet. Sættet blev åbnet med "I See Through You", og hele seancen lukkedes med "No Return", begge fra Wasteland. De tror med rette på materialet. På femte fuldlængde er syreonklen stadig beskidt, lyden er næsten for kalkuleret rå, mens orglet fylder lidt mere end på de hidtidige udgivelser. Det slipper dødbiderne fra Cambridge fornemt fra.




4. Antimatter: Black Market Enlightenment


De dystre stemninger er stadig Mick Moss' varemærke, og ligesom forgængeren fra 2015, The Judas Table, belønnes den tålmodige, for ikke alle numre åbner sig ved første gennemlytning. Forventningerne har derfor været højere end selvforståelsen på Fredensvang. Moss er en blændende sangskriver, og de melodiske elementer giver tyngde og melankoli. "Sanctification" bygger langsomt op og kulminerer i Paul Thomas' saxofonsolo midtvejs, mens kamanchaen - et mellemøstligt strengeinstrument - er bærende i "Existential". Når først Black Market Enlightenment æder sig helt og aldeles ind under huden, har den uanet potentiale.




3. Anna von Hausswolff: Dead Magic


Her i årets sidste måneder har jeg fået øjnene op for svenske Anna von Hausswolff, der er den nye i vennekredsen. Vi mødes på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom Chelsea Wolfe, hvis stil ofte er beskrevet som doom folk, forbinder svenskeren det mørke med skønheden. Anmeldere forsøger at indkredse stilen med referencer til Einstürzende Neubauten og Swans, mens vokalen skulle være inspireret af Kate Bush, Nico og Siouxsie Sioux. Det er ikke helt skævt.

På den anden side af nytårsklokkerne spiller hun og bandet op til dødedans i Pumpehuset med opvarmning af neofolkgruppen :Of the Wand and the Moon:. Hør "The Mysterious Vanishing of Electra" og bliv overbevist. Der er mødepligt!




2. A Perfect Cirle: Eat the Elephant


Af alle nyudgivelser i det forgange år var A Perfect Circles hypet og ventet, som var det en MGP-vinder i Rødovre Centrum. Det gav enorme forhåbninger og som følge deraf en lige så stor frygt for skuffelsen. Det kan næsten kun overgås af Keenans hovedband Tool, hvis det utrolige sker, at der kommer et album sammen med den forestående tour, der også går via helvedesfesten på Refshaleøen.

Pladen indeholder masser af glimrende sange, der lyder som A Perfect Circle - uden dog at røbe total stilstand i de fjorten års pause. Eat the Elephant synes en kende mere afdæmpet, og i Forum skulle sangene stå sin prøve i liveregi. Til min forundring var flere af dem bedre fungerende på den rundtossede vinyl, hvor de til gengæld kom til deres ret.




1. Primordial: Exile Amongst the Ruins


Det er noget af en bedrift at spille keltisk inspireret metal uden at lyde rollespilsfjollede. Da jeg hørte deres seneste skive, Where Greater Men Have Fallen fra 2014, blev jeg draget af det episke og doomede univers. Opfølgeren er endnu stærkere. Fans af irernes endnu tidligere udgivelser vil givetvis mene, at stilen er for lettilgængelig, men det er svært at argumentere mod så sammenhængende en plade, der bedst nydes i ét langt sværdhug ledsaget af krigerisk stærk bryg. Jeg får travlt i det nye år med at udforske dublinernes bagkatalog!







Godt nytår!