"Ud fra en optisk bedømmelse af hvem der havde bolden mest, så er det jo sådan set fair nok", sagde OB-træner Henrik Clausen efter den højdramatiske (når dramatisk ikke er voldsomt nok) afslutning på Superligakampen i Herning i går, hvor hjemmeholdet udlignede i dommerens femte tillægsminut.
Senere i samme indslag, som kan ses her, er det studiets Poul Hansen - en af de mange med den efterhånden tvivlsomme titel fodboldekspert - som forser sig på sproget på samme måde, da han har konkluderet, hvor mange afleveringer holdene hver især har haft i kampen:
"Så på den måde optisk set - du kan se det her - så er det jo også en Midtjyllandkamp, som jeg ser det, på hele anden halvleg."
Hvad der gemmer sig bag dette vås, er op til den enkelte at fastslå, men det er helt tydeligt, at hvor Clausen og Hansen siger optisk, mener de begge objektivt.
Objektivt set understreger netop, at noget er vurderet ud fra neutrale, saglige og faktuelle konklusioner - som det er tilfældet i begge af de nævnte udsagn.
Optisk set skal man vel være fagkyndig brillemand eller fotohandler, der som bekendt sælger objektiver, for at udtale sig om - sådan helt objektivt set.