I dag kommer halvfjerds tilføjelser til årets Roskilde Festival, og det bliver spændende at se, hvilke overraskelser de hiver op af hatten fra kl. 11.45.
På samme måde som med fodboldlandsholdet er det med plakaten til Roskilde Festival. Stort set alle har en mening, og det er aldrig helt godt nok.
Den holdning har jeg selv haft et par gange, og i 2005 var jeg tæt på slet ikke at komme, fordi programmet på forhånd så for vagt ud. Hvordan Black Sabbath, Audioslave, Enslaved, Velvet Revolver, Mastodon, Sonic Youth, Fantômas, Raveonettes, Turbonegro, Mercenary, Isis osv. ikke har kunnet overbevise mig straks, skal være uvist.
Jeg har gemt alle mine gamle programmer, hvori der er noteret, hvad jeg har set, og hvad jeg syntes om koncerterne. Ved gennemgang finder man hvert eneste år bands, man er gået glip af. Nogle gange skyldes det, at flere interessante navne spiller samtidig, men andre gange er forarbejdet ganske enkelt ikke gjort godt nok.
Her følger min top 5 over kogere, hvor jeg ikke har vidst, hvad jeg er gået glip af, eller hvor indsatsen for at komme af sted har været for slap:
5. Dragontears (2009)
Danske Dragontears lukkede dette forår ned for deres psykedeliske rockbutik, og så kan jeg blot ærgre mig over, at chancen for at se dem er forpasset, og at kræfterne slap op inden deres nattekoncert kl. 3.
4. Slayer (2002)
At jeg fandt det strengt nødvendigt at tage ind til Roskilde for at proviantere få timer før Slayer skulle gå på, er jo en hovedløs beslutning. At togene oven i købet ophørte med at køre, så jeg slet intet fik set, er svært uheldigt, men lykkeligvis har jeg da taget revanche sidenhen.
3. Patti Smith (2001)
Patti Smith gav en 6-stjerners koncert sidste år på Roskilde, og i dag er det mig ubegribeligt, at jeg ikke har kendt rocklegenden tilbage i 2001.
2. Television (2002)
Television har jeg skrevet om før og er for mig et forholdsvis nyt bekendtskab. Ikke desto mindre er det stadig pokkers, at man ikke har givet sig i kast med dem i 2002. Dog spillede de mellem Red Hot Chili Peppers og HIM, som begge leverede storartede optrædener, men havde jeg vidst, hvad Television står for, havde jeg bestemt også givet dem et øjebliks opmærksomhed.
1. Love (2002)
Love var et ganske atypisk orkester, idet deres frontfigurer var sorte, men de spillede ikke musik for eller til de sorte. Lettere poppet psykedelisk rock - men med akustiske guitarer - toppede på mesterværket Forever Changes fra 1967. Denne plade blev tilsyneladende også omdrejningspunktet for Roskildekoncerten i 2002, og jeg bliver ganske harm på mig selv over ikke at have givet mig selv muligheden for at opleve forsanger og sangskriver Arthur Lee i levende live. Han døde i 2006, så det var en enestående mulighed, jeg forspildte.
Boblere: Burning Spear (2001), PJ Harvey (2001), Sort Sol (2001), Savage Rose (2002), Amadou & Mariam (2002), New Order (2002), Sigur Rós (2003), Tony Allen (2003 og 2009), Brian Wilson (2005), My Midnight Creeps (2006), Death Cab for Cutie (2006), Soulsavers feat. Mark Lanegan (2007).
Nu ser jeg frem til offentliggørelsen af en masse navne, hvoraf jeg med garanti ikke kender hovedparten. Så gælder det såmænd bare om at gøre forarbejdet nogenlunde grundigt, så jeg ikke igen går glip af store kunstnere, som jeg senere vil fortryde.