søndag den 29. april 2012

Hyldest til søndag

Man kan slet slet ikke hylde Super Eagles nok.

På denne søndag er det oplagt, at turen er nået til Sunday Oliseh, der var en vigtig del af 90'ernes succeshold.


Som ung huserede han i klubber som RFC Liège (dem med Jean-Marc Bosman), Reggiana og FC Köln, hvorefter storklubberne Ajax, Juventus og Borussia Dortmund havde glæde af ham. Sidstnævnte lejede ham senere ud til VfL Bochum, og desværre endte tysklandsopholdet her, idet han brækkede næsen på holdkammeraten Vahid Hashemian. Som følge heraf blev kontrakten ophævet, og den internationale karriere kom herefter til at slutte i det land, den begyndte, nemlig Belgien, hvor han tørnede ud for Genk i en halv sæson.

Karrierens vigtigste mål har angiveligt været dommedagsdrønet mod Spanien i VM 1998, hvor Andoni Zubizarreta ikke kunne stille alverden op, og Oliseh blev matchvinder. Spanien røg ud af gruppespillet, og Nigeria var klar til ottendedelsfinalerne, hvor Danmark ventede. Det blev som bekendt for stor en mundfuld for Super Eagles.


Landsholdsæraen begyndte for Sunday Oliseh med debut mod Etiopien i 1993 i den sidste kvalifikationskamp inden African Cup of Nations. Angriberen Abdul Sule var med i kampen mod Etiopien - som forsvarsspiller - men blev ikke udtaget til slutrunden i Tunesien.

Nigeria vandt 6-0, og det hold, der vandt det afrikanske mesterskab året efter med en 2-1-sejr over Zambia i finalen, havde legendariske profiler som Uche Okechukwu, Finidi George, Jay-Jay Okocha, Efan Ekoku, Daniel Amokachi og Rashidi Yekini i truppen. 

Sunday Oliseh repræsenterede Nigerias landshold for sidste gang i 2002.