Det er vel efterhånden de færreste, der helt kan undsige sig fra at benytte eder, bandeord og kraftudtryk i talesproget, men har det altid været sådan?
Tilbage i 1943 udsendte H.P. Hansen sit folkloristiske studie Folk bander, der netop omhandler det fænomen, som ifølge forfatteren var begyndt at indtage en større rolle i den daglige tale.
Mange er klar over, hvad nogle af de hyppigst benyttede bandeord oprindeligt betyder, men det må absolut være et fåtal, der tænker over det, når de bruger bandeordene.
Sgu er en kortform af sågu, der kommer af så gud hjælpe mig. Man kender også eufemismerne sgi og sgisme, der gør ederne knap så kraftfulde. Ikke så sjældent støder man på den forkerte stavemåde sku, som også er i overskriften, men som selvfølgelig er talesprogsudgave af verbet skulle.
Kraftedeme er sammentrukket af (må) kræften æde mig, og varianter endende på edeme giver samme ønske, men blot med en anden aktør (især dagpengeberettigede vil kunne misforstå - eller frit fortolke - dette).
Når Hansen i sit studie er nødt til at gøre uhyre meget ud af at beskrive hændelser, hvor ederne har haft sin berettigelse, kunne det tyde på, at frekvensen har været væsentligt lavere, og at udbredelsen fortrinsvis var begrænset til visse kredse på trods af, at man i dag ikke mener, at ungdommen er mere tilbøjelig til at bande end tidligere generationer.
Ikke desto mindre viser studiet, som mestendels er foretaget i Vestjylland, at opfindsomheden har været udpræget større, end det er tilfældet nu. Når man nu engang vil bande, er der da langt mere format over udtryk som dælen kasserme (må djævelen kassere mig), fanden radbrækme (må fanden radbrække mig) og den lige så grovkornede gid torden og lynild vil fortære dig.
