søndag den 6. december 2015

6. december

19. Duke Garwood: Heavy Love


Ovre i England gemmer de på en multiinstrumentalist, der for mit vedkommende kun var kendt for samarbejdet med Mark Lanegan. I fællesskab udgav de i 2013 Black Pudding, som jeg fandt lettere uvedkommende. I år er den mindre kendte del af den duo ude med soloalbum nummer 5, der har fået titlen Heavy Love.


Ligesom Screaming Trees-frontfiguren fungerer Duke Garwood glimrende i eget navn. Garwood har ovenikøbet hjulpet på Lanegans storartede Blues Funeral fra 2012. Desuden har han netop turneret med Dave Gahan & Soulsavers - Soulsavers, som Lanegan i en årrække var med i.

Foruden titelnummeret kan man snildt læne sig tilbage og nyde Garwoods behagelige og langt fra kedelige stemme i "Sweet Wine", "Some Times" og "Hawaiian Death Ballad". Og jeg skal bruge det kommende år på at grave ti år og fire soloplader frem.