7. Moonspell: Extinct
For godt tyve år siden var selveste Satan den primære inspirationskilde for portugisiske Moonspell. Stilen er lagt en kende om siden sortmetallen. Den er stadig dyster, men har længe været sat i gothic metal-båsen, som ikke er helt så død, som man kunne tro.
I alt fald er trekløveret "Breathe (Until We are No More)", "Extinct" og "Medusalem", der indleder pladen, en ren hitparade. Sangsnedkeriet er så velfungerende, at "The Last of Us" nærmer sig det poppede, men håndværket er skarpt som den indvendige kant af dåsekonserves. "Malignia" og "Domina" holder fast i de tungere toner, og alt i alt har sydeuropæerne med forsanger Fernando Ribeiro i topform begået deres klart bedste plade i mere end et årti.