4. Steven Wilson: Hand. Cannot. Erase.
På fjerdepladsen og akkurat uden for podiepladserne findes fjerde fuldlængde fra kapelmester Wilson. Som solokunstner under eget navn debuterede han i 2008 med Insurgentes, og dengang begyndte han sin "iPod destruction" - en protest mod den komprimerede mp3-lyd og lytteroplevelse, som han sammenlignede med at se en fotokopi af et maleri på et kunstmuseum.
Wilsons holdninger formodes at være de samme, om end iPod i dag er skiftet ud med streamingtjeneste for manges vedkommende.
Wilsons holdninger formodes at være de samme, om end iPod i dag er skiftet ud med streamingtjeneste for manges vedkommende.
Konceptpladen Hand. Cannot. Erase. er baseret på en historie inspireret af sagen om den londonske kvinde Joyce Vincent, der i en alder af 38 døde i sin lejlighed og først blev fundet mere end to år senere. Hvor ideen om temaet om det ubemærkede dødsfald kun akkurat købes, er sangskrivningen anderledes vellykket.
På den ene side kan stilen være tung og larmende og på den anden side forførende pæn - nærmest kun med et strålende resultat som følge. Sådan overbeviser fx "3 Years Older", "Routine", "Regret #9", "Happy Returns" og den omkringfarende "Ancestral", der toptunet forener det bedste fra halvfjerdsernes progressive rock på nutidig vis.
