tirsdag den 8. december 2015

8. december

17. A Place to Bury Strangers: Transfixiation 


Volume 4 fra de melodiske støjrockere har i det snart forgangne år set dagens lys. Der er også denne gang sønderrivende tæv til trommehinderne, men når man har bidt sig igennem den hårde skal, er der sød og ganske vellydende karamel indenunder. 


Hør for eksempel åbningsnummeret ”Supermaster”, den introløse ”Love High” eller de helt igennem smadrede ”I’m So Clean”, ”I Will Die” og ”Straight”. Hvis man tænder på den slags smerte, hvor volumeknappen står stik øst, er det bare om at dykke ned i først og fremmest A Place to Bury Strangers (2007) og Exploding Head (2009) samt dernæst Worship (2012). Forgængerne ikke bare holder støjniveau, men også kvalitetsniveau endnu højere end her. 

”The loudest band in New York” gæstede Beta på Amager tilbage i april, hvor nye numre blev præsenteret, og hvor underrepræsentationen af spillede numre fra karrierens første plader tydeliggjorde den generelle niveauforskel. A Place to Bury Strangers har lavet endnu et godt album, men i forsøget på ikke at gentage sig selv har de mest af alt behov for at finde ud af, hvilken stol de nu skal sætte sig på - og den må fortsat gerne larme.